Tisvildeleje: Tisvildeleje var mandag formiddag på den anden ende, da fundet af en granat-lignende genstand førte til afspærring af den store parkeringsplads ved stranden. Efter at først politi og siden bomberyddere havde kigget på sagen, viste det sig dog, at der var tale om en helt og aldeles ufarlig øvelsesgranat.
En 52-årig mand fra Hovedgaden i Tisvildeleje var mandag formiddag hurtig på telefontasterne, da han på parkeringspladsen ikke langt fra sit hjem fandt, hvad han mistænke for at være en granat.
Hurtigt fik han besøg af en patruljevogn fra Nordsjællands Politi. Patruljen følte sig dog nødsaget til at tilkalde bomberydningstjenesten EOD, som efter en grundig afspærring af hele området kunne konstatere, at der var tale om en ganske ufarlig øvelsesgranat.
"Granaten", som altså ikke indeholdt noget ammunition, stammer med stor sandsynlighed fra det nærliggende militære øvelsesområde ved Melby.
– Det er tæt og nærliggende at tro, at den kan have noget med øvelsesterrænet at gøre, udtaler vagtchef ved Nordsjællands Politi, Bruno Witting-Hansen, som dog understreger, at politi ikke ved, hvor øvelsesgranaten stammer fra, hvordan den er kommet til Tisvilde, og hvor længe den har skvulpet rundt i vandkanten.
En anden borger fra Tisvildeleje, som Frederiksborg Amts Avis har været i kontakt med, mener sent søndag aften at have set to drenge lege med en objekt, der i beskrivelsen svarer til den 30 centimeter lange granat. De to skulle have kastet den frem og tilbage mellem hinanden på parkeringspladsen.
Adfærd, som man ikke behøver være ansat ved politikorpset for at understrege ikke kan anbefales.
– Det er yderst sjældent, at folk finder den type granater. Men falder man over noget, som man mistænker for at være en granat, er det vigtigt, at man tilkalder politiet.
For alt i verden skal man ikke begynde selv at undersøge fangsten.
– Det skal man lade være med – selv politifolk tager ikke chancer med den slags, pointerer Bruno Witting-Hansen.