Skakklubben Nordkalotten fra Græsted avancerede en plads i Skakligaen og snuppede bronzemedaljerne, da DM-medaljerne blev udleveret i forgangne weekend.
Det er bare tredje gang, Nordkalotten vinder en medalje i Skakligaen.
– Klubben vandt også bronzemedaljer i sæsonen 2015/16 og sølvmedaljer i sæsonen 2016/17, siger formand Martin Stampe Noer.
– Vi var kun seedet som nr. otte af de 10 hold i Skakligaen, men en meget stærk holdfølelse og hårdt arbejde samt det fornødne held i et par afgørende situationer banede vejen for bronzemedaljerne. Og med tredjepladsen er vi kvalificeret til Europa Cup’en, der spilles i Albanien til efteråret.
Resultatet kom dog ikke i hus uden kvaler, for Nordkalotten lagde ud med at tabe til nedrykningstruede Øbro, selv om spillende træner og stormester Jonny Hector vandt sit parti i bare 23 træk.
Sejr over Århus/Skolerne
Nu skulle der point på kontoen mod Århus/Skolerne, der dukkede op med den tidligere topspiller Karsten Rasmussen på holdet.
Inden to timers spil stod det 2-2, men to timer senere begyndte det at gå Nordkalottens vej. Peter Jakobsen havde spillet sig ind i et dobbelt tårnslutspil, som han holdt remis, mens Karsten Rasmussen havde begået en stor fejl, der satte hans fordel over styr – og der blev snart taget remis i et uligefarvet løberslutspil.

Stillingen var nu 3-3 og da Brønshøj og Hillerød ikke kunne få matchpoint i deres matcher, var uafgjort 4-4 nok for Nordkalotten.
Det blev Stellan Brynell, der sikrede det afgørende point, da han sikkert vandt sin fordelagtige stilling, inden Jonny Hector lukkede kampen til 5-3 og sluttede som topscorer i Skakligaen på 1. bræt med 7 point ud af 9 mulige.
Danmarksmesterskabet blev et anliggende mellem de regerende Danmarksmestre Køge og hjemmeholdet Skanderborg. Skanderborg havde tidligere i turneringen vundet det indbyrdes opgør, men tabt til bundholdet Nordre. Da både Køge og Skanderborg vandt sine sidste to matcher, sluttede begge hold på 16 matchpoint, men Køge genvandt Danmarksmesterskabet på flere brætpoint end konkurrenten.
Slutstillingen i Skakligaen
1.Køge16 mp48,0 bp
2.Skanderborg16 mp44,5 bp
3.Nordkalotten11 mp37,5 bp
4.Brønshøj9 mp38,5 bp
5.Hillerød8 mp38,5 bp
6.Århus/Sk8 mp37,5 bp
7.BMS8 mp36,0 bp
8.SK686 mp32,0 bp
9.Øbro6 mp26,5 bp
10.Nordre2 mp20,5 bp