GRIBSKOV: Af uvisse årsager gik en 29-årig mand pludselig amok på sin ekskone og deres otte-årige søn på en adresse i Helsinge søndag sidst på eftermiddagen. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Værst gik det ud over den 25-årige kvinde, mandens ekskone, som blev slået både i hovedet og på kroppen med både flad hånd, en flaske, en glasvase, en gren og en køkkenrulleholder.
Det lykkedes den forslåede og blødende kvinde at ringe 112 kl. 18.25, hvorpå politiet satte kurs mod adressen i Helsinge, hvor den 29-årige blev anholdt og sigtet for både vold og trusler på livet, da politiet nåede frem.
Mandag formiddag blev den 29-årige fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør, hvor retten afgjorde, at manden skal sidde varetægtsfængslet frem til den 13. marts, imens politiet efterforsker sagen.
