1017 støtter ny Rema-butik

Mindst 1.017 borgere synes, at det er en god idé at opføre en helt ny Rema 1000-butik ved rundkørslen over for stationen i Gilleleje.

Butikskæden har selv stået for en underskriftsindsamling i de seneste fire uger i butikken på Alfavej samt på nettet.

Her har borgerne kunnet sætte deres underskrift, hvis de støtter Rema 1000's planer, der udover en ny butik ved rundkørslen omfatter rækkehuse, to andre butikslokaler, mindre torve og cirka 100 parkeringspladser, som foruden at betjene butikkens kunder kan bruges af byens gæster.

- Stort engagement

- Det er helt fantastisk med alle de støtteerklæringer, så jeg vil gerne sige tusind tak til alle for at sætte deres navn på og på den måde bakke op. Det varmer også utroligt meget at læse de mange kommentarer, som borgerne har givet i forbindelse med deres underskrift. Det vidner om et stort engagement og interesse i Gillelejes udvikling, siger udviklingschef Jonas Vestermann fra Rema Etablering, et selskab ejet af Rema 1000.

I år skal byrådet i Gribskov Kommune beslutte et forslag til en ny kommuneplan, og i det forslag er muligheden for at opføre en dagligvarebutik ved Gillelejehallen taget ud.

Derfor valgte Rema 1000 at iværksætte en underskriftsindsamling.

- I al beskedenhed synes vi, at vores forslag hænger rigtig godt sammen med det øvrige område. Vi har tænkt i en helhedsløsning, som blandt andet spiller godt sammen med Kulturhavnens arkitektoniske udtryk og også givet plads til små torve og til et forslag om renovering af Møllegade, så der skabes en flot sammenhæng til handelsgaden Vesterbrogade, siger Jonas Vestermann.

Den nuværende Rema 1000-butik på Alfavej er ifølge butikskæden for lille og utidssvarende.

Butik lukker måske

Sammen med det samlede forslag til projektet vil Rema-chefen snart aflevere alle underskrifter med tilhørende kommentarer fra borgerne til byrådet.

- Mit håb er naturligvis, at byrådet vil genoverveje forslaget til ny kommuneplan, så vi kan få lov til at udvikle projektet, siger Jonas Vestermann.

Hvad vil I gøre, hvis kommunen fastholder, at der ikke skal bygges i området?

- Så vil vi gøre vores muligheder op. Vi ser ikke en fremtid for Rema 1000 i den nuværende butik.

Lukker I så den eksisterende Rema-butik?

- Vi bliver nødt til at se på, om vi kan skabe en rentabel forretning. Og det kan vi ikke i dag.

Ifølge udkastet til en ny kommuneplan bliver der jo mulighed for detailhandel i et område ved havnen?

- Vi synes, at det er en interessant plan, men vi ser det på ingen måde som en løsning til detailhandel. Man kan måske have bespisning og mindre butikker i området ved havnen, men at føre lastbiler og kunder derned vil være forkert. Vi kan ikke se os selv i den placering, siger Jonas Vestermann.

Trods gentagne forsøg har det ikke været muligt at få en kommentar fra Gilleleje Handels- og Turistforening. Formanden Henrik Magelund tager ikke sin telefon.