Tyve stjal værktøj fra tre varebiler bag indhegning

Rov: 10 varebiler blev ribbet på én nat

Tyven(e) forcerede en indhegning og brød sidedørene op på varebilerne for at få adgang til værktøjet.

Foto: Kenn Thomsen

Greve/Karlslunde: Natten til torsdag var en eller flere tyve så interesserede i indholdet af tre firmavarebiler, at der både blev forceret en indhegning på Drejergangen og brudt store huller i deres sidedøre.

Det oplyser kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard.

– Omfanget af det stjålne værktøj kendes ikke endnu, men tyven eller tyvene har været meget interesserede i det, i og med at det jo har været vanskeligt at fragte værktøjet væk fra stedet igen, siger han.

Tyverierne blev opdaget næste morgen af en repræsentant fra det firma, der ejer to af de tre varebiler.

Vedkommende kunne her konstatere, at sidedørene var brudt op med nogen magt for at få adgang til værktøjet, da der var egentlige huller i dem.

Der er ingen vidner i sagen, informerer Martin Bjerregaard.