Stafetten i nye klæder: Vil skabe en fejring af livet

Greve: Stafet for Livet holder i år til ved borgerhuset, har fået ny formand og samarbejder med Solrød.

- Vi vil skabe en fejring af livet

– Der er mange, der tror, at vores areal er meget mindre end på fortet, men her er faktisk god plads.

Svenning Ravn smiler og peger på det grønne areal ved Greve Borgerhus. Det er her, Stafet for livet finder sted i sin 10 års jubilæumsudgave.

– Vi vil skabe en fest, der siger spar to, siger Svenning Ravn.

Han er formand for stafetten, efter at Liva Justesen og dele af resten af styregruppen har valgt at takke af. Det er ikke det eneste, der er nyt ved Stafet for Livet. De første ni år er det blevet afholdt ved Mosede Fort, men i år er det altså ved borgerhuset, at frivillige og deltagere sammen skal skabe en god oplevelse, hvor man både kan hylde tidligere og nuværende kræftramte.

Som noget nyt er Kræftens Bekæmpelses Solrød-afdeling med som arrangør, ligesom stafetten ’kun’ varer 12 timer i år.

– Men der er mange ting, der ellers vil være genkendelige, siger Svenning Ravn og peger på, at der både vil være lysceremoni, underholdning og æresrunde, hvor Greve Pigegarde går forrest.

Svenning Ravn er ny formand for Stafet for Livet Greve og glæder sig til at være med til at den 19. august. Han har tidligere i sit liv arrangeret andre større events. Foto: Janus Spøhr

Fejring af livet

Som en del af afslutningen arbejdes der på at få en kendt sanger til at komme forbi i en halv time, fortæller han, dog uden at ville ud med et navn.

Årets stafet kommer vanen tro til blandt andet at byde på musikalske indslag, mulighed for at løbe eller gå en kort eller lang rute og man kan købe mad og drikke ved festområdet.

Stafet for Livet i Greve havde, da der var flest, 1600 deltagere. De seneste års corona-udfordringer har dog barberet noget i deltagertallet. I år er det håbet, at der kommer 600 deltagere og lige så mange tilskuere. Indtil videre er der ni tilmeldte hold, og det tal håber Svenning Ravn bliver større, jo tættere vi kommer på 19. august, hvor stafetten løber af stablen mellem klokken 11 og 23.

Han fortæller, at der er tre mål ved Stafet for Livet. Det er at skabe et fællesskab for kræftramte, at samle ind til Kræftens Bekæmpelse og at hylde tilværelsen.

– Vi skal fejre livet sammen, siger Svenning Ravn.

Angsten som følgesvend

Selv har han oplevet at have lymfekræft i stadie fire. Han havde en knude på størrelse med en knytnæve i tarmen, men i dag er han erklæret rask.

– Jeg fik heldigvis mulighed for at få behandling og at blive rask. Da jeg fik den besked, lettede jeg nærmest fra jorden, men jeg nåede da at tænke ’hvorfor mig, når jeg er veltrænet,’ siger Svenning Ravn.

Han går stadig til kontrol hvert halve år, og her melder angsten for tilbagefald sig hver gang, når han har fået taget en blodprøve og skal vente seks timer på svar.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke ’hvad nu hvis.’ Angsten er et tabu ved kræft. Selvom man bliver helbredt, fylder kræften stadig i tankerne, siger Svenning Ravn.

Han har tidligere været blandt andet hotelejer, politiker og skoleleder og er vant til at arrangere forskellige events. Blandt andet har han i årevis holdt foredrag med sin kone. Alligevel er Stafet for Livet noget specielt.

– At arrangere stafetten er det fedeste frivillige job, jeg har haft, siger han.

Svenning Ravn har tidligere haft lymfekræft. Han er dog helbredt, men frygten for tilbagefald fylder stadig. Foto: Janus Spøhr

Irriterende senfølger

Årets tema er senfølger, og dem kender Svenning Ravn til. Han har haft tandproblemer og følelsesløshed i benene samt en drillende hornhinde, som forhindrede ham i at blive opereret for grå stær. Det er derfor en vigtig sag at kæmpe for, hvordan man får færrest mulige gener efter en kræftbehandling.

– Det hjælper jo ikke at være rask, hvis man har et dårligt liv bagefter, siger Svenning Ravn, der sammen med sin kone vil arrangere såkaldte after runs i efteråret og påsken, hvor interesserede kan mødes til suppe for at ’holde hjulene i gang.’

Først gælder det dog Stafet for Livet ved Greve Borgerhus.