Finn Thomsen siger efter 55 år farvel til Karlslunde By’s Vandværk

Foto: Anders Dall

Den hvidkalkede facade ud til Mejerivej bærer Finn Thomsens visuelle aftryk. Han har nemlig smedet de slanke bogstaver, der tilsammen danner ordene "Karlslunde By's Vandværk".

Han lavede det som en gave i forbindelse med vandværkets 50 års jubilæum i 1984. Som udlært smed har han siden 1961 været teknisk tilsynsførende på vandværket og sørget for, at der er rent drikkevand til byens borgere.

Nu er 55 års arbejde med at passe vandværkets boringer, pumperum og filterum ved at være slut. Torsdag den 30. juni havde Finn Thomsen sidste arbejdsdag, og det blev markeret på forskud, da formanden for vandværkets bestyrelse, Flemming Vahlgreen, overrakte en købmandskurv til Finn Thomsen for 55 års tro tjeneste.

Finn Thomsen er udlært smed og overtog jobbet som smed på vandværket efter sin far i januar 1961.

– Fra omkring midten af 1940'erne passede min far det, men han døde pludseligt i 1960, og så spurgte de, om jeg ville søge stillingen og passe det. Det gjorde jeg og fik det. Jeg kendte jo lidt til det, fordi jeg kom her, da min far passede det, siger Finn Thomsen.

Han forklarer, at arbejdet dengang bar præg af at være mere manuelt-orienteret i forhold til i dag, hvor vandværket i højere grad er automatiseret.

– Det interesserer mig ikke så meget mere. Jeg er også 84 år, så jeg orker heller ikke så meget. Jeg har været glad for det, og jeg er da også steget lidt i løn siden, griner han.

Når bageren ringer

Finn Thomsen beskriver sin arbejdsplads som en slags levnedsmiddelfabrik. En fabrik, der blev bygget i 1934 og som nu behandler cirka 48.000 kubikmeter vand om året.

– Jeg sørger jo for, at der er godt og rent drikkevand – og nok af det, tilføjer Finn Thomsen.

Han forklarer, hvordan der i gamle dage kun var en pumpe på vandværket, og hvordan der kun skulle én skrøbelig sikring til at sætte vandet på pause, hvis sikringen sprang.

– Jeg er blevet ringet op klokken et om natten af bageren som sagde "Finn, der er ikke noget vand". Så måtte jeg komme over midt om natten og ordne det. Det er sket tre gange, siger Finn Thomsen.

Selv om Finn Thomsen på papiret stoppede som teknisk tilsynsførende den 30. juni, så er det ikke et endeligt farvel til vandværket, påpeger Flemming Vahlgren med et smil.

– Det bliver sidste dag i morgen, (torsdag red.) men han beholder en nøgle til vandværket, og så ringer vi efter Finn, hvis lokummet brænder, siger Flemming Vahlgreen.

Den plan kan Finn Thomsen godt forlige sig med.

– Hvis jeg er disponibel, så giver jeg en hånd med. Jeg skal jo også have vand.