Erhvervsfolk løber for livet

Der er rigtig mange foreninger, der samler penge ind til gode formål, såvel kræftforskning som forskning i livsstilssygdomme og kroniske lidelser. Greve Erhverv har valgt at støtte op om Stafet for Livet, fordi arrangementet giver mulighed for at indfri flere mål på samme tid.

– Først og fremmest er det naturligvis en god sag. Dernæst er konceptet gennemprøvet, og vi skal ikke anvende så mange ressourcer på udvikling og praktiske gøremål, som vi skal med vores egne arrangementer. For det tredje giver det mulighed for netværksdannelse – hvilket er et vigtigt formål for foreningens virke. Og for det fjerde understøtter det foreningens profilering i lokalområdet, hvilket er et andet af vores formål, der bliver understøttet. Endelig – ikke mindst – er der jo et godt element af sundhed i at deltage i stafetten, forklarer formanden for Greve Erhverv, Torben Hoffmann.

Ikke et maraton for eliten

Greve Erhverv har valgt at bakke op om Stafet for Livet ved blandt andet at stille op med et blandet hold af deltagere fra forskellige medlemsvirksomheder. Foreningen har fra starten understreget, at man ikke behøver at være topidrætsudøver for at deltage. Tværtimod.

– Stafet for Livet er jo ikke et maraton. Du kan både gå og løbe på banen, ligesom du på vores hold selv kan bestemme, hvor mange timer du vil deltage, understreger Torben Hoffmann.

Sammen med resten af bestyrelsen i Greve Erhverv har han gennem et stykke tid været let genkendelig i gadebilledet, fordi han selv bærer det orange armbånd, der er solgt forud for eventet i forskellige butikker. Formanden og det meste af bestyrelsen i Greve Erhverv deltager selv i den lokale udgave af Stafet for Livet og har fået følgeskab af omkring 50 erhvervsfolk, der løber for livet. Eller går.

– Men fremad og i mål kommer de alle, fastslår formanden med et stort smil.

Hvis man ikke har mulighed for at gå eller løbe sammen med erhvervsfolkene på Team Greve Erhverv, kan man støtte holdet ved at yde donationer til den gode sag i form af pengegaver eller praktiske input til afvikling af eventet.