En ny lokalliste har set dagens lys

Fra venstre ses Jørgen Gustavsen, Eric Lerche, Eyrun Helga Gunnarsdottir, Liselott Blixt og Jannie Brandt. Foto: Presse

Der er for nylig blevet holdt en stiftende generalforsamling for en ny lokalliste i Greve Kommune, som vil stille kandidater op til kommunalvalget i 2025.

På generalforsamlingen blev der nedsat en bestyrelse, og det blev besluttet, at listen kommer til at hedde Vores Lokalliste, som vil arbejde for den nære velfærd, borgerindragelse og lokaldemokrati.

- Vores Lokalliste vil medvirke til at der føres en kommunalpolitik, som er grundlagt på samarbejde uden hensyntagen til partipolitiske synspunkter, og som henvender sig til alle borgere i Greve Kommune uanset deres landspolitiske ståsted, udtaler den nyvalgte formand Jørgen Gustavsen i en pressemeddelelse.

Udover Jørgen Gustavsen består bestyrelsen af næstformand Eric Lerche, kasserer/sekræter Liselott Blixt, Jannie Brandt og Eyrun Helga Gunnarsdottir.