Debat: Det handler om rimelighed

Simon Østergaard

Kandidat ved KV21 og RV21 for Venstre i Greve

I min verden er det ikke rimeligt, at man beder andre forsørge sig og sin familie, hvis man selv kan.

Nu vender vi, efter en tid med en altoverskyggende pandemi, tilbage til en mere normal hverdag. I den forbindelse skal vi have alle, som kan, med i det arbejdende fællesskab. Det skal kunne betale sig at arbejde, og det skal selvfølgelig kunne betale sig at uddanne sig, og gøre en indsats. Jeg mener, at ethvert menneske, der kan, har pligt til at tage ansvar for sit eget liv, og forsørge sig selv og sin familie.

Beskæftigelsespolitikken efter min mening en del af fundamentet for vores velfærdssamfund, og det er klart, at når Greve kommune/dig og mig, har færre som skal forsørges af offentlige kroner, får vi bedre råd til at prioritere vores fælles kernevelfærd – vores ældrepleje, skolevæsen eller vores daginstitutioner. Samtidigt mener jeg, at noget af det værste man som samfund kan gøre, er at parkere mennesker på offentlige ydelser, på kanten af samfundet, i hænderne på systemet.

Jeg anerkender at der kan være legitime årsager til at man ikke kan arbejde, lade sig efteruddanne eller omskole, de mennesker skal naturligvis have hjælp af fællesskabet. Men jeg mener, at hvis man kan forsørge sig selv og sin familie, så skal man gøre det.