Champagne er ved at være en del af livet hos denne klub

Foto: Steffen Kristiansen
Champagne er nærmest blevet en naturlig del af klublivet for Karlslundes petanquespillere. I hvert fald har man haft og venter fortsat mange resultater, der er værd af fejre. Akkurat som her, hvor Lasse Dithmar genvandt danmarksmesterskabet i præcisionsskud med klubkammeraten Morten Junge som bronzevinder.
Champagne er nærmest blevet en naturlig del af klublivet for Karlslundes petanquespillere. I hvert fald har man haft og venter fortsat mange resultater, der er værd af fejre. Akkurat som her, hvor Lasse Dithmar genvandt danmarksmesterskabet i præcisionsskud med klubkammeraten Morten Junge som bronzevinder.

For petanqueklubben Boule Hedebo er champagne nærmest blevet en del af klublivet. I hvert fald markerede klubben starten på det nye år i weekenden med sin traditionsrige "Champagneturnering" for sine medlemmer, hvilket for første gang skete i klubbens nye hal, der efter indvielsen tilbage i april har givet spillerne nærmest optimale træningsforhold.

– 2017 blev et skelsættende år for klubben. Det blev året, hvor klubben fik sin længe ventede petanquehal. Danmarks største og mest moderne af slagsen, og bygget efter visioner, som muliggør, at klubben kan holde de store internationale stævner uden hensyn til vejret. Klubben har allerede lagt værtskab til flere arrangementer i de nye omgivelser, og andre er i vente, fortæller Dora Voss Andersen fra klubben.

Hun venter således to markante, runde jubilæumsarrangementer i løbet af 2018. I starten af juni er klubben tilbage med sin store internationale pengeturnering Hedebo Åben, der i år afvikles for 30. gang. Følger klubben endvidere sin gammelkendte holdturneringsstil, så vinder eliteholdet til efteråret det danske mesterskab for 10. år i træk.

Resultatmæssigt er der da også i det nye år meget at leve op til for klubbens medlemmer. Ved de åbne danske mesterskaber i 2017 vandt klubbens deltagere ikke færre end 15 medaljer, heraf syv af guld, og på landsholdsniveau har klubbens elitespillere også været flot repræsenteret både ved VM og EM samt ved World Games.

Elitespillernes succes har spredt sig gennem hele klubben, der har haft stor medlemstilgang især i de ældre årgange. Således har det betydet en stor medlemsfremgang af plus 55 årige seniorspillere. Hver tirsdag formiddag spiller op mod 80 seniorer på banerne i hallen.