Greve: Grundejerforeningen Hundiegaard er lokalt kendt for deres stenskulpturer, der flere steder pryder kvarteret med 644 parceller, og lørdag formiddag blev endnu en skulptur, Ursus Mater, indviet tæt ved institutionen Lunas Ark.
Det gjorde den i forbindelse med grundejerforeningens 60 års jubilæum, og siden 1988, hvor 25 året blev markeret, har det været en tradition, at runde jubilæer fejres med en ny skulptur, og udover at pynte i villakvarteret, er de også med til at lokke nytilflyttere. Det fortæller grundejerforeningens formand Kenneth Harder Rasmussen.
– Folk, der flytter til, fortæller nogle gange, at skulpturerne er noget af det, der fik dem til at vælge området, fordi det viser, at vi som grundejerforening gør noget for området, siger han.
Grundejerforeningen havde inviteret til grillede pølser og kage, da den nye skulptur blev afsløret, og en af æresgæsterne var kunstneren bag skulpturen, der forestiller et bjørnehoved, og oversat er navnet bjørnemor.
– Bjørne symboliserer mod, styrke, magt, beskyttelse, nysgerrighed og tillid. En bjørn symboliserer også en åndelig kraft, harmoni i naturen, intuition, urenergi og moderkærlighed, fortalte kunstneren Daniel Hugo Olivares González de Caldas og glædede sig i den forbindelse også over, at den netop har fået en plads foran Lunas Ark.
Borgmesteren var med
To gange tidligere er nye skulpturer i grundejerforeningen blevet præsenteret af borgmestre, hhv René Milo og Hans Barlach. Lørdag fik Pernille Beckmann som den tredje borgmester lov til at løfte sløret for en ny skulptur, og hun benyttede noget af sin taletid på at rose grundejerforeningen og det sammenhold, der er skabt.
– Hundiegaard har i 60 været rammen omkring mennesker, der er klar til at investere i det gode naboskab og de gode omgivelser. Det er tydeligt, at I sætter en ære i at sørge for pæne grønne områder, sjove legepladser og kunst, som vi alle sammen kan nyde, sagde hun.
– Jeres fællesskab gør en forskel, fordi I har omsorg for hinanden og hjælper, når der er brug for det.
En af dem, der har oplevet fællesskabet næsten fra begyndelsen er 84-årige Flemming Koue, der flyttede til kvarteret i 1967 med sin hustru Inger-Anne og deres første datter.
– Vi kom fra en lille lejlighed på Amager, så det var en drøm at komme herud i et nybygget hus, siger Flemming Koue, der selv stod for tilbygningen, da familien blev forøget nogle år senere.
Han har selv været en del af bestyrelsen i 1990’erne og i 00’erne, og han håber, at fremtidige bestyrelser vil fortsætte traditionen med at investere i skulpturer fremadrettet.
– Mon ikke, der fortsat kan findes værdige steder at stille skulpturer, det håber jeg, siger Flemming Koue.
Formand Kenneth Harder Rasmussen kan selvfølgelig ikke garantere, at det også bliver tilfældet i fremtiden, men fortæller, at den nuværende bestyrelse er indstillet på at fortsætte traditionen, og derfor kan medlemmerne i foreningen højst sandsynligt se frem til endnu en skulptur om 10 år, når Hundiegaard fylder 70 år.
– Det er i hvert fald planen, siger Kenneth Harder Rasmussen.



