Tour de Glostrup

Søndag cyklede børn rundt i det centrale Glostrup

Tour de Glostrup
Foto: Jesper Ernst Henriksen

Søndag den 2. april var der et mini-cykelløb i det centrale Glostrup. Fra Glostrup Torv gik en bane rundt ad Jernbanevej og op ad Solvej tilbage til Glostrup Torv. Banen var cirka 500 meter lang og selvfølgelig skærmet af for trafikken. De mindste børn på 3-4 år tog turen en gang. De 5-7-årige skulle ud på tre runder og nåede dermed op på 1500 meter, de 8-10-årige cyklede i alt 2,5 kilometer, mens de 11 til 15-årige cyklede fire kilometer.

Det var ikke kun børnene, der fik motion denne søndag. Da de mindste børn skulle rundt på ruten, løb forældrene ved siden af flere af børnene, og det var i et par tilfælde en god idé at være tæt på, da børnene skulle have hjælp efter et styrt. Det var et krav fra arrangørerne, at alle børn havde styrthjelm på.

I det fine solskinsvejr var det en populær begivenhed, med masser af liv på torvet. Her stod Fri Bikeshop klar til at gøre cyklerne helt klar til løbet, og børnene kunne komme ind i en ambulance.

Alle børn fik et startnummer, samt en goodiebag med diplom og lidt lækkert til ganen. Til de hurtigste drenge og piger var der præmier.