Søndag afholdt IF32 Glostrup Gymnastikforeningen deres traditionelle forårsopvisning, der er afslutningen på gymnastik-sæsonen. Som sædvanligt startede dagen med en festlig indmarch med en masse forventningsfulde gymnaster, trænere og tilskuere. Da alle var på gulvet bød borgmester Kasper Damsgaard velkommen og derpå blev årets medaljetagere hyldet og foreningen afslørede året træner, Amalie Baunsgaard Nielsen.
Erik Borup Hansen, der har været i foreningen 25 år og Jytte Karlsson, der har været der i 50 år, blev også hyldet for deres jubilæer.
Der var gymnaster i alle aldre og niveauer på gulvet denne dag. Lige fra de små børn, der viste kolbøtter til Rope Skipping-holdet, der har vundet danske og internationale medaljer.
Deltagerne fra årets GymCamp i oktober lavede fællesserie med over 60 gymnaster på gulvet og frivillige hjalp til.
Dagen sluttede af med udmarch, hvor trænerne blev takket for dagen og sæsonen. Som overraskelse takkede trænerne, i form af en af trænerrepræsentanterne, tilbage til bestyrelsen, som fik ros for det store frivillige arbejde, de lægger for dagen gennem et travlt årshjul, men altid med et smil på læben selv under vigtige beslutninger i årets løb.
Årets træner
Amalie Baunsgaard Nielsen blev kåret som årets træner. Hun har været en del af IF32 gennem rigtig mange år og har været en del af konkurrence-sjippeholdet i 11 sæsoner. Først som sjipper, sidenhen som sjipper og træner, og nu kun som træner. De sidste tre sæsoner har Amalie taget et stort ansvar for foreningens små konkurrence-sjippere både til træning og til konkurrencerne. Derudover har Amalie hjulpet til med de administrative opgaver omkring holdet.
Amalie har også i denne sæson trådt ind som medtræner på konkurrence-sjippere og gjort en stor indsats her.
– Amalie har ved siden af disse opgaver lagt meget tid og flid i at dygtiggøre sig indenfor konkurrencereglementet, som er ret så komplekst. Amalie har taget imod den læring og rådgivning der har været givet hende på en positiv facon. Med sit pædagogiske væsen er Amalie god til at møde sjipperne i øjenhøjde og hun hjælper altid til, når man beder om hjælp og har samtidig en positiv og glad tilgang til tingene, sagde formand Erik Theil Rybtke.













