Støjrockbandet Falderebet har lige været på turné med Magtens Korridorer. Nu er Falderebet headlinere i en forårsturné med 14 venues, hvor Richter var fjerde stop på vejen fredag aften.
Koncerten startede med et guitar-præludium fra guitarist Henrik Berger, der ledte tankerne hen på Vini Reillys flydende guitarlyd, mens resten af bandet tog opstilling på scenen og startede ”I ring”, der sluttede med et kaotisk crescendo af tung feedback og guitareffekter.
Lyrisk set var det en aften i modsætningernes og melankoliens tegn, tilsat rockkvartettens klangfulde og støjprægede – og på én gang mærkværdigt opløftende og lettere deprimerende – sange, eksemplificeret af ”Forgængelighed”, hvor forsanger Bo Bech Arvin sang om at ”løbe for ikke at gå” og ”Storbyens sauna”, der blev holdt oppe af en ”galoperende hvilepuls”.

”Jeg har ingen problemer, så jeg skaber det selv, med rettidig omhu, og forbløffende held … og helt generelt er jeg venner med alle, undtagen mig selv”, sang forsangeren desuden på ”Jeg har ingen problemer” fra bandets selvbetitlede debutalbum, til en næsten hypnotiserende støjlydmur.
Falderebet spillede også bandets nyudgivne single, den mere polerede og rock-poppede ”Vi sidder fast”, om et fastlåst forhold.
Men aftenens højdepunkt var den messende ”Alt er forladt”, hvor Arvins tiltagende foruroligende-desperate råb om at være forladt blev modsvaret af jungletrommer, repetitive basmotiver og guitarrefræn, inden bandet sluttede aftenen af med ekstranummeret ”Station farvel”, til taktfaste klapsalver fra publikum.

Opvarmningsbandet Replika havde forinden leveret skævt og uforfalsket heavy-punkfunket rock, med krasbørstigt guitarspil.
Men også mere smukt-flydende toner, som på ”Festfossiler”, og endda en singalong på bandets nye single, ”Ilddåb”, hvor publikum sang med på refrænet ”fuck hvor det føles som spild af tid” – hvilket bestemt ikke var den følelse man gik hjem med.
