Irma-butikker lukker og skifter navn

I alt lukker 17 Irma-butikker, hvoraf en del af dem konverteres til andre kæder og skifter navn.

Irma lukker: Se hvad der sker med din lokale Irma

65 Irma-butikker lukker, hvoraf nogle konverteres og skifter navn til enten Coop, 365discount eller Brugsen. Foto: Thomas Olsen

Foto: THOMAS OLSEN

Indkøb: Dagligvarekoncernen Coop har tirsdag lanceret en større strategi med en række markante ændringer, som blandt andet vil betyde et farvel til Irma som butikskæde.

Af de i alt 65 Irma-butikker konverteres de ni største til den en ny Coop-kæde, 28 til 365discount og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Hvad der præcist skal ske med de enkelte, lokale butikker, hvoraf der i dag findes tre i Gladsaxe Kommune i Søborg, Bagsværd og Stengårdskvarteret, er endnu uklart.

Med den nye struktur går Coop fra at have haft otte kæder til at have tre. Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD. Fremover vil man have Coop/Coop.dk, 365discount og Brugsen.

Underskud i flere år

Ifølge Coop skal Irma ændres fra at være en københavnsk butikskæde til at være et landsdækkende mærke, hvor et større antal unikke Irma varer vil kunne fås i alle Coop-supermarkederne.

Supermarkedskæden oplyser, at Irma i en årrække har haft underskud. Selv under Coronakrisen, hvor Coop som koncern skabte de bedste resultater nogensinde, lykkedes det ikke at skabe overskud i Irma, fortæller selskabet i pressemeddelelsen.

– Det er en beslutning, der smerter os dybt. For vi har enorm respekt for den stærke kultur i Irma, den enestående medarbejderindsats og de mange kunders loyalitet og varme følelser for kæden. Men vi må desværre konstatere, at markedsgrundlaget ikke længere er til stede for Irma som selvstændig kæde, udtaler Kræn Østergåard Nielsen, der er administrerende direktør hos Coop, og uddyber:

– Kunderne går mere og mere i discount, og Irma har større og større underskud. Samtidig er kæden nede i en størrelse, hvor det gør det vanskeligt at udvikle unikke varer, som er et af kædens særpræg.

De cirka 2.000 medarbejdere i Irma vil i “videst muligt omfang” blive tilbudt job i Coop, oplyses det.

Irma-butikkerne fortsætter normalt frem til omkring 1. april, hvorefter konverteringerne og lukningerne begynder, løbende frem mod årsskiftet. De første butikker i den nye Coop stor-kæde åbner efter sommerferien i år.