Gladsaxe har netop rundet 70.000 borgere. I den anledning besøgte Gladsaxes borgmester Trine Græse jubilæumsfamilien som består af Rikke Lykke, Thomas Albrektsen og lille Eivind på halvandet år.
Familien er flyttet fra Københavns nordvestkvarter til et rækkehus Mosevej i Søborg tæt på Utterslev Mose.
– Vi har tit gået ture området omkring mosen og er flere gange gået på opdagelse ad sidevejene og stierne, hvor vi faldt for kvarteret med rækkehuse i Søborg ned til højmosen. Det var ren Bulderby for os. Børnene legede med hinanden uden for, forældrene snakkede hen over hækken og folk hilste på hinanden, fortæller de.
– Vi lærer vores søn Eivind, at verden bliver større og sjovere, når man smiler og hilser på hinanden på gader og stræder – og det er nemt her i Søborg. Vi har virkelig fået en varm velkomst – både af naboerne, hundelufterne og deres hunde, som vores søn forsigtigt klapper med et smil, ekspedienterne bag kassen i supermarkedet og køerne på højmosen. Allerede inden vi flyttede ind, blev vi budt indenfor af tre forskellige naboer på vejen. Sikke en rar modtagelse som de nye. Her behøver hækken ikke være flere meter høj, for man vil gerne sige hej og sludre, fortæller Rikke om familiens møde med Gladsaxe Kommune.
En kommune i vækst
Gladsaxe er en kommune i vækst og i mange år har befolkningstallet været stigende. Med udgangen af 2019 havde kommunen 69.270 indbyggere og er dermed den 20. største kommune i Danmark.
Prognosen for 2020-2035 viser, at befolkningstallet stiger med 6.772 borgere frem til 2035, hvor der anslås 76.034 borgere i kommunen. Det er en stigning i alle aldersgrupper, hvor det især er de 0-5 årige og de 85+ årige der stiger. Det er denne udvikling der lægges til grund for kommunens planlægning på blandt andet skole- og dagtilbudsområdet.
Det er ikke første gang at kommunen runder 70.000 borgere. I 1969 boede der 75.000 borgere her men gennem 197’erne stabilisterede tallet sig på omkring 60.000, står der i bogen Fra Klondyke til moderne velfærdskommune. Gladsaxe politiske historie 1900 – 2000.
Borgmesteren havde taget blomster og en særlig gladsaxeskål med lidt sødt i som velkomstgave til de nye gladsaxeborgere.
– Det er dejligt at opleve, at Rikke, Thomas og Eivind føler sig godt modtaget i vores by. I Byrådet er vi meget optaget af, at Gladsaxe skal være et godt sted at bo og vokse op. Derfor har vi en masse gode velfærdstilbud til børnefamilier med mange, forskellige boliger og huspriserne stadig kan konkurrere med kommunerne længere nord på. Så jeg kan varmt anbefale, at man vender blikket mod Gladsaxe, hvis man står og skal finde en ny bolig, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse
gg