Michael Olsen, 37 år, bibliotekar.
Hvilken bog har du sidst læst?
Jeg har et bijob som boganmelder, og i den forbindelse har jeg netop læst Susanne Stauns nyeste roman 'Døderummet', som virkelig har delt anmelderne. Den sidste bog, jeg har læst for min fornøjelses skyld, er 'Skyggernes kniv', der er anden del i Philip Pullmanns trilogi om pigen Lyra. Jeg læste den første i serien, da den udkom på dansk i midt-90'erne, men så fik jeg ikke læst resten af serien, på trods af at den første, 'Det gyldne kompas', var ret god. Men nu skal jeg se Philip Pullmann i det Kongelige Bibliotek, og så er det jo en rigtig god grund til at få indhentet det tabte.
Hvem er din favoritforfatter?
Jeg har faktisk ingen. Der er alt for mange, der skriver gode bøger, til at jeg kan nøjes med at fremhæve en enkelt. Jeg kan for eksempel virkelig godt lide Jonathan Saffran Foer, Haruki Murakami, Tad Williams, Neil Gaiman, Terry Pratchett med flere. Fælles for dem er nok, at de skriver om usædvanlige verdener og situationer, der ikke er helt almindelige.
Hvad er din favoritgenre?
Igen vil jeg helst ikke nøjes med en, men to, der i virkeligheden er nært beslægtede. Nemlig fantasy og science fiction. Flere af de ovennævnte forfattere skriver inden for disse genrer, og det jeg godt kan lide ved genrerne er, at de har mulighed for at opstille alle mulige tænkelige situationer, som – når det er bedst – kan få læseren til at tænke over universet, menneskeheden og vores plads i det hele. Lidt ligesom anden god litteratur. Men jeg kan også virkelig godt lide spændingsromaner og egentlig også krimier. Men altså også mere 'konventionelle' romaner, hvis man kan sige det. Og så er jeg også ret glad for tegneserier. Lige fra Anders And, over japansk manga til amerikanske superheltetegneserier og danske/europæiske tegneserier.
Har du nogensinde opgivet en bog?
Ja, det har jeg. Jeg har lykkeligvis også glemt de fleste af dem igen, så noget stort indtryk har de altså ikke gjort. Som regel dropper jeg en bog, hvis den ikke har fænget efter 20-30 sider. Livet er for kort til at kæmpe sig igennem en kedelig historie. Og så prøver jeg at undgå at genlæse de bøger, jeg har nostalgiske minder om fra ungdommen. For nostalgi holder sjældent, synes jeg. Og det er altså ret let at blive skuffet over noget af det, man syntes var sjovt eller spændende engang.
Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?
Har man ikke læst Jonathan Safran Foers bog 'Ekstremt højt og utroligt tæt på', så bør man gøre det. Om ikke andet så for at se, hvordan bøger også kan skrives og hvordan man kan lege med det visuelle i en almindelig roman, så det giver historien endnu mere mening. Har man lyst til at give sig i kast med noget science fiction, så prøv for eksempel Dan Simmons lidt ældre serie på fire bind, der begynder med 'Hyperion' og 'Hyperions fald'. Biblioteket har dem eller kan skaffe dem.