
Sommerferie Gentofte Stay.
Sådan lyder navnet på et nyt katalog med sommertilbud til børn og unge, der holder ferie hjemme i kommunen. Med midler fra Folketingets coronapuljer har Gentofte Kommune sammen med foreninger og kulturliv stablet ekstra ferietilbud på benene til børn og unge op til 17 år.
"Tilbuddene dækker over alt lige fra vandski, gymnastik og scenekunst til skateboard, fodbold og rollespil – og meget mere. Målet er at give særligt de børn og unge, der led de største afsavn under nedlukningen af landet, en tiltrængt opmuntring. Derfor vil der om nødvendigt blive reservereret pladser til disse børn og unge, men derudover er tilbuddene for alle. Til de fleste aktiviteter kan deltagerne bare møde op på dagen og få en sjov og lærerig oplevelse, mens enkelte aktiviteter kræver tilmelding på forhånd," skriver Gentofte Kommune i en pressemeddelelse.
Corona giver ekstra behov
Tilbuddene i Gentofte Stay minder om programmet i Aktiv Sommer, der også i år giver børn og unge mulighed for at dyrke en masse idræt og andre aktiviteter i løbet af skoleferien.
I år er der dog ekstra behov for sommeraktiviteter på grund af coronakrisen, forklarer kommunens direktør for Børn, Skole, Kultur- Unge og Fritid, Anders-Peter Østergaard, der er meget glad for, at Gentofte Stay er blevet en realitet.
"Coronakrisen har vendt op og ned på både skole- og fritidsliv for rigtig mange børn og unge, hvoraf flere også har fået ødelagt udsigten til en sjov sommerferie. Det gælder selvfølgelig især for de børn og unge, der har haft en svær tid enten i skolen eller derhjemme. Derfor er det dejligt, at vi sammen med vores fantastiske kultur- og foreningsliv nu kan tilbyde endnu flere sjove og lærerige aktiviteter, der alle er gratis for deltagerne," siger Anders-Peter Østergaard.
Ud over de mange aktiviteter dækker indsatsen også over øget bemanding hos SSP Gadeplansmedarbejderne, der skal skabe tryghed og stå til rådighed for unge også i ydertimerne.
Du kan se mere om programmet på gentofte.dk/gentoftestay. Følg også med på Facebook.com/komogvaermed, hvor aktiviteterne også vil blive annonceret i løbet af skoleferien.jk