Tine Filges
Jeg har hørt, at Martin Brygmann ikke optræder nøgen i sit første one man show.
Det kunne man ellers godt tro ud fra hans tidligere optrædener og titlen.
Min gæst og jeg glæder os til at se forestillingen, der varer to timer inklusiv pausen. Ifølge teaterprogrammet vil vi få præsenteret fire karakterer – poeten Verner, kropskunstneren Todd, champagnepigen Olga og musiklæreren Jørgen.
Det lyder lovende, men også som lidt af et vovestykke; det må være en kraftpræstation at holde niveauet, gejsten og publikum fanget så længe. Men Brygmanns odds er gode, for jeg kan godt grine af mænd, som laver ?helikopteren? og parodierer Svanesøen nøgen.
Den slags platheder og jokes med prutter kan veludført være rigtig morsomme.
Showet viser hurtigt en uventet alvor fra flere kanter.
Martin Brygmann tager afsæt i sig selv og sine masker, som han, som så mange andre i sin generation, har forsøgt at tage af i jagten på sit sande jeg.
Man forstår, at karaktererne er Martin Brygmanns alter egoer, og det i sig selv giver jo handlingen et småfilosofisk antræk.
Dystre film projekteres op på det gamle teaters bagtæppe og giver en syret, smuk og særegen stemning med et billedsprog, der blander abstrakte og surrealistiske animationer, som igen leder tankerne hen på både Salvador Dali, Monty Python og Jungs drømmeanalyse.
Indimellem ser vi også Martin Brygmanns ansigt i grotesk forvrængede positurer, der taler og synger.
Animationerne fylder en del af showet og camouflerer og underholder, mens Brygmann skifter karakter og ifører sig et andet spektakulært kostume.
Lyst og plat
Det dystre fylder dog langt fra det hele.
Der er også lyse påhit, geniale platheder og kropslig komik i særklasse – Brygmann er bare hamrende sjov, når han danser.
Jeg og min gæst sidder med et smil på læben det meste af tiden, og vi griner og klapper og undrer os, og jeg tænker, at det der sker på scenen – det forstår vist ingen.
Men det er ok, sådan er der så meget. Man kan jo bare åbne for en almindelig tv-aften, hvor det er uhyrligt, hvad nu Bubber eller Jes Dorph kan fortælle og vise os af historier og menneskeskæbner.
Min absolutte favorit er den australske performer og multi-kunstner Todd. Han er morsom og skal bare opleves, og her er der intet at misforstå.
I forbindelse med forestillingen er der udgivet en cd, og musikken fungerer som et soundtrack.
Alle sangene er komponeret af Brygmann selv, og især Verners perverse sang, synes jeg, har potentiale til at blive et hit.
Jeg følte mig godt underholdt hele vejen igennem, selvom det indimellem virkede som om scener fra et sort og mystisk undergrundsteater havde lånt scenen midt i Brygmanns platte og letbenede univers.
Sjov ide at skabe en sådan kontrast, men jeg kan ikke finde ud af, om det er sjovt.
Og om Martin Brygmann er rigtig nøgen? Det må man selv gå i teatret og vurdere.
