
Vippetekniker Sabine K. Foldager har gjort drømmen om egen salon til virkelighed og har åbnet Beauty Tailor i den tidligere boghandel og legetøjsforretning på Ordrupvej 48B.
Det er helt bevidst, at hun kalder sin salon for 'skønhedsskrædderen'.
"Jeg skræddersyr alle mine behandlinger til kundens personlighed og behov. Jeg laver mange eyelash extensions, og de afhænger meget af kundens ansigtsfacon, øjenfacon og ønsker, så de matcher kunden bedst muligt," siger Sabine K. Foldager.
Blandt de bedste
Sabine K. Foldager har papir på, at hun er bedre til sit fag end de fleste.
I juni 2019 deltog hun i World Series of Beauty i Las Vegas, hvor hun blev nummer to på ekspertniveau i kategorien single lashes og nummer tre på professionelt niveau i kategorien volume lash extensions, en avanceret form for eyelash extensions, hvor der påsættes flere vipper pr. naturvippe.
"Det var første gang, jeg stillede op i en konkurrence, så jeg er meget glad for resultatet."
Skønhed i to plan
Udover eyelash extensions tilbyder Beauty Tailor bl.a. ordning af bryn, spray tan og sugaring. Det sker i nyistandsatte lokaler, hvor Sabine K. Foldager ønsker at kræse for sine kunder med diskretion og forkælelse.
"Jeg har bygget nogle kabiner, så man ikke ligger i et stort åbent lokale. Det er en luksusting at få skønhedsbehandlinger, synes jeg, og det skal afspejle sig i hele oplevelsen af at være her."