Der var altid været rygeforbud for brugerne af Gentofte Kommunes biblioteker, men fra 1. januar skal også de 120 medarbejderne på Hovedbiblioteket og de fem afdelingsbiblioteker slukke smøgen. Hidtil har det været tilladt at ryge enkelte kontorer, men det er snart slut.
Hvis nikotintrangen overmander dem, er det ikke nok at stille sig uden for indgangsdøren som i amerikanske firmaer. Så er det helt ud i de omkringliggende parker og på de tilstødende veje.
"Det er medarbejderne selv, der har truffet beslutningen om et totalt rygestop, og derfor forventer jeg naturligvis, at forbuddet overholdes, så sanktioner slet ikke kommer på tale", siger kulturdirektør Lone Gladbo.
Idrætsklubber en gråzone
Kildeskovshallen indførte for et par år siden rygeforbud for brugerne, men har et rygerum til medarbejderne, ligesom et hjørne i restauranten er forbeholdt rygere. Der er også rygeforbud i Gentofte Skøjtehal og i Maglegårdshallen, hvorimod der bliver pulset løs på de mange klubanlæg rundt om i kommunen.
"Her er det op til den enkelte forenings bestyrelse, om der skal være rygeforbud eller ej. Men det er en gråzone. Der er tale om offentlige bygninger, som drives af frivillige personer. Er det så et offentligt rum? Det bliver vi nødt til at se nærmere på, inden den ny lov træder i kraft", siger kommunens fritidschef, Niels Henriksen
Mere overvågning
Også på Gentofte Kommunes 80 daginstitutioner, 12 skoler, fem plejehjem, de 20 institutioner, som kommunen ved årsskiftet overtager fra Københavns Amt, samt på rådhuset går rygerne trange tider i møde.
Et politisk flertal på Christiansborg forventes til januar at fremsætte et lovforslag, der skal træde i kraft 1. april, og som tager udgangspunkt i, at ikke-rygere ikke skal udsættes for passiv rygning. Derimod tyder det ikke på, at det oprindelige forslag om totalt rygeforbud i offentlige institutioner bliver indført i denne omgang.
I Gentofte Kommune er rygepolitikken i øjeblikket, at der må ryges på eget kontor og i særlige rygerum, og at der på rådhuset ikke må ryges i det offentlige rum, det vil sige steder med borgerkontakt. Med en stramning truer forude.
"Vi har haft en indledende snak i Hovedsamarbejdsudvalget, og udgangspunktet er, at det skal være op til de enkelte institutioner at skærpe retningslinierne. Rent faktisk har flere skoler og daginstitutioner allerede indført rygeforbud, mens man andre steder sikkert vil vælge løsningen med rygerum, rygekabine eller rygning på eget kontor", siger kommunaldirektør Jan Nielsen.
Er det reelt ikke præcis, som ordningen virker i dag?
"Jo, det er meget tæt på. Det nye er, at vi fra 1. april vil skærpe overvågningen og har sanktionsmuligheder, hvis reglerne ikke overholdes".