Ny træner for kajakpolohold

Skovshoved Roklub har skrevet en toårig kontrakt med Bertram Storr-Paulsen, der skal stå i spidsen for klubbens to bedste kajakpolohold, Lokomotiv Skovs-hoved og Skovshoved Dynamite

Foto: Jesper Bjørn Larsen

Skovshoved Roklub og kajakpolotræner Bertram Storr-Paulsen har skrevet under på et foreløbigt toårigt samarbejde med hinanden.

Skiftet af træner er et led i den løbende udvikling af kajakpolo i Skovshoved, og samtidig med trænerskiftet styrkes organisationen omkring elitearbejdet, sådan at klubben nu kan bryste sig af et af de absolut stærkeste træningsmiljøer for kajakpolo her i landet.

Gennem de seneste fire år har Martin Dagnæs Hansen været på sidelinjen, når Lokomotiv Skovshoved har kæmpet om danmarksmesterskabet i kajakpolo. Med ham ved roret formåede klubben at vinde to danske mesterskaber, senest i august 2016, og nordiske mesterskaber samt to sølvmedaljer ved danmarksmesterskaberne.

Bertram Storr-Paulsen har selv været aktiv i Skovshoved Roklub mange år og var med til at vinde både danmarksmesterskaber og nordiske mesterskaber, senest i 2012. Han har spillet med Martin Dagnæs som træner.

Bertram Storr-Paulsen har herefter været udstationeret i Southampton, hvor han har trænet forskellige kajakpolohold med stor succes.

"Det er fantastisk at komme hjem til Skovshoved Roklub og igen blive en del af det hold, hvor jeg har spillet i mange år. Det er vigtigt for mig at give mine 15 års erfaringer som spiller og træner videre. Det er en tung arv, som vi sammen skal løfte, og vi skal blive danmarksmestre igen. Men Skovshoved Roklub skal også være en klub, som er repræsenteret på alle landsholdene, både ungdom og senior. Det skal være et af målene med min overtagelse," siger den nye cheftræner.

"Jeg glæder mig meget over de mål, vi har nået gennem 2016, ikke mindst vores danske mesterskab, der muliggør aktiveringen af næste del af vores langsigtede strategi for kajakpolo. Og her er Bertram den helt rigtige til at ledes vores elite ind i denne nye periode", siger Hans-Henrik Møller, polochef i Skovshoved Roklub.