Mand bedrog for flere millioner: Snød sig til mobiltelefoner

Gennem et halvt år brugte manden falske mailadresser til at bedrage for flere millioner kroner

En 45-årig mand er idømt to års fængsel ved Retten i Lyngby efter han i en periode på et halvt år bedrog for lidt over 2,3 millioner kroner.

Det oplyser anklager Christian Bruhn-Andersen.

Manden er dømt for i alt 30 forhold, hvor han ved at oprette falske mailadresser og betale et mindre beløb, bestilte primært telefoner og enkelte computere til forskellige virksomheder i både Jylland og på Sjælland – herunder en virksomhed i Hellerup.

Via den falske mail modtog manden advisering om, hvornår pakkerne blev leveret. Han kunne derfor møde op og modtage pakkerne med elektronik.

Politiet kom på sporet af manden da et par af mobilvirksomhederne blev opmærksomme på, at der blev bestilt rigtig mange telefoner til bestemte virksomheder. Flere omdelere og postbude havde også fattet mistanke efter at have leveret mange pakker på en bestemt adresse.

Det førte politiet på sporet af den mistænkte, hvis hjem blev ransaget. Under ransagningen fandt man flere af pakkerne med elektronik.

Den 45-årige har taget sig betænkningstid.

Naja