Kom til fernisering på ny udstilling

Birger Kjærbo Hansen udstiller fra 4. februar

Kom til fernisering på ny udstilling

Birger Kjærbo Hansen udstiller i Galleri Haraldur.eu 4. februar til 3. marts. Pressefoto

Galleri Haraldur.eu på Ordrupvej har 4. februar kl. 12-16 fernisering på en ny udstilling med billeder af galleriets egen daglige leder Birger Kjærbo Hansen.

Birger Kjærbo Hansen har sine rødder dels i København, hvor han er født, og dels i den færøske muld, hvor hans forældre kommer fra og tidligt prægede ham med deres færøske sindelag.

Færøerne og Vesterhavet

Det har givet Birger Kjærbo Hansen inspiration til færøske motiver, denne gang suppleret med et par Vesterhavs-motiver samt billeder fra Christianshavn, hvor han boede en del år.

Malerierne er lavet i den for Birger Kjærbo Hansens karakteristiske ’pointillistiske’ stil, hvor farverne påsættes ublandet og pletvis.

Ud over malerier vil der være billeder i pastelkridt med bymotiver fra en arbejdsferie i Sydfrankrig i 2022.

Birger Kjærbo Hansen er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København, og har siden arbejdet som grafiker og grafisk designer i flere virksomheder. I dag har han sadlet om, og bruger sin tid på at male og tegne.

Udstillingen fortsætter i galleriet frem til og med 3. marts. jesl

Udstillingen indeholder både værker med inspiration fra Færøerne og Vesterhavet – malet i pointillistisk stil. Pressefoto