Titlen på den nye bog ’Hjælp, mine aktier falder’ er nok kendetegnende for, hvordan mange private aktieinvestorer har det i disse tider, hvor markedet brat har ændret sig.
Bag bogen, der udkommer 6. februar, står Gentofteborger og tidligere fondschef og børsmæglerdirektør Ulrik Dall.
Han har skrevet bogen til personer, der er begyndt at investere i aktier, eller som måske overvejer at gøre det.
Ulrik Dall har i hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med aktieinvesteringer og har igennem mere end 50 år været privat aktieinvestor. Og så har han rådgivet Verdensbanken, Europa Kommissionen og EBRD om bank- og børsforhold i Ukraine, Rusland, Kasakhstan, Tyrkiet, Slovakiet, Vietnam og andre lande.

Ikke som at gætte ugens lottotal
”Strategien for den private investor er at sammensætte sin aktiebeholdning, så den er robust nok til at afbøde de voldsomme kursnedgange på aktiemarkedet,“ forklarer Ulrik Dall i en pressemeddelelse fra forlaget.
“Man skal forstå, hvad man investerer i, sætte sig ind i virksomhederne og tænke langsigtet, og så skal man ikke forfalde til at tro, at investering er det samme som at gætte på ugens lottotal,” lyder rådene fra forfatteren. jesl
