Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard, Gentofte Hovedbibliotek
"Med døden er det lige som med solen, man kan ikke se direkte på den," skriver Henry Marsh i den bevægende bog 'Hverken solen eller døden', der har genrebetegnelsen 'indrømmelser'.
I sin første bog, den biografiske bestseller 'Gør ikke skade', beskrev han, hvordan han hele sit arbejdsliv som hjernekirurg – bogstavelig talt – har stået med det tunge ansvar for andre menneskers liv i sine hænder.
I 'Hverken solen eller døden' går han på pension og rejser til Nepal og Ukraine for at arbejde sammen med lægerne dér.
De mange oplevelser og udfordringer under de fremmede himmelstrøg sætter hans liv som læge i perspektiv.
Hvad har han lært af 40 års intens beskæftigelse med den menneskelige hjerne? Og af sin livslange passionerede gerning inden for både det vestlige og østlige sundhedssystem?
Samtidig med, at hans professionelle liv nærmer sig en afslutning, gør han sig tanker om, at også hans eget liv lakker mod enden. Og al hans lægelige indsigt og viden gør kun bekymringerne for, hvad alderdommen bringer, og hvilken død han går i møde, endnu mere dystre.
Alle de svar og den dybere forståelse, han søger, gælder pludselig også ham selv.
I en syleskarp, poetisk og ærlig tone, gør Marsh status over livet og døden, mens han forsøger at sætte skik på et faldefærdigt hus og en tilgroet have ned til floden uden for Oxford.
'Hverken solen eller døden' er en tankevækkende og indsigtsfuld bog, som på det kraftigste kan anbefales.
Engelske Henry Marsh studerede statskundskab, filosofi og økonomi ved Oxford Universitet, før han – angiveligt på grund af kærestesorg – afbrød studierne og begyndte at studere medicin ved Royal Free Hospital i London.
Han blev medlem af Royal College of Surgeons i 1984 og udnævnt til overlæge i neurokirurgi ved Atkinson Morley's/St. George's i 1987.
I 2016 udkom erindringsbogen 'Gør ikke skade', der blev godt modtaget af både læserne og anmeldere.
Marsh er desuden portrætteret i de to prisvindende dokumentarfilm 'Life in your hands' og 'The English Surgeon' (Netflix).
'Hverken solen eller døden' udkommer på Politikens Forlag.