Hellerup Station har fået en ansigtsløfning

Det blev markeret med kaffe og rundstykker

"Hvor er det hyggeligt", udbryder en kvinde spontant, mens hun får skænket en kop kaffe af en morgenfrisk DSB-medarbejder og betragter bordet med kaffekander og croissanter, som tirsdag morgen var stillet op ved trappen på Hellerup Station.

Anledningen til den gratis bespisning var, at arbejdet med at sætte stationen i stand er overstået.

Siden den 1. juli har håndværkere regeret på Hellerup Station, der er blevet nyrenoveret, nymalet og uden graffiti.

"Hellerup Station er blevet rigtig flot, og jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde stationens 20.000 kunder en velholdt station", sagde Niklas Marschall, salgsdirektør S-tog.

Stationen er fra 1863 og fredet, og den er blevet malet op i de originale farver fra dengang. Desuden har stationen bl.a. fået ny belysning i persontunnelen og flere cykelstativer.

DSB overvejer i øvrigt at sætte flere kameraer op for at komme grafittien til livs.

Hellerup Station er den første af en række stationer, som DSB vil renovere. De næste stationer bliver Nørreport, Valby, Avedøre og Sjælør.