På den sidste fredag i september har Gentofte-borgerne været vant til at kunne opleve det lokale kulturliv folde sig ud til GentofteNatten, Gentoftes pendant til Kulturnatten. Men fremover bliver det i stedet på den første fredag i marts, at GentofteNatten finder sted.
Det fremgår af den mail, som Per Sohl, teamleder i Gentofte Kommunes eventenhed, har sendt ud til GentofteNattens samarbejdspartnere. Og forklaringen er, at der ligger for mange arrangementer klumpet sammen i sensommeren og det tidligere efterår.
“Netop september og sensommer har fået rigtig mange større publikumsbegivenheder de seneste år: Gentofte Mødes, Fantasydage på Garderhøjfortet, Gentofte Gadeteater, Golden Days, Frivillig Fredag – det hele ligger fra midt august til udgangen af september. Derfor er tiden nu kommet til at gentænke GentofteNatten, ikke mindst så vi kan sikre god spredning af de store begivenheder, vi mødes om,” skriver Per Sohn. Og han tilføjer:
“Derfor afholder vi ikke GentofteNatten 2023, men rykker den til første fredag i marts 2024 – og fremover vil kultureventet finde sted i første fredag i marts. Vi går nu i gang med at se på, hvordan GentofteNatten kan finde en ny form og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde omkring vores kulturliv.”
GentofteNatten blev afholdt første gang fredag den 9. september 2005.