47.575 point erobrede Gentofte Svømmeklub ved de danske mesterskaber for hold i 2. division, der blev svømmet i Frihedens drætscenter.
Pointantallet er det bedste Gentofte-resultat nogensinde og rakte til en 3. plads og dermed oprykning til 1. division. Disse resultater kom i hus trods for flere diskvalifikationer og et enkelt løb, hvor dommernes hårde linie resulterede i 0 point.
Undervejs blev der ydet en række fornemme præstationer, der bl.a. resulterede i 10 senior klubrekorder.
Efter en halv sæson i Gentofte Svømmeklub tog Mathias Andersen endnu et skridt mod toppen af dansk svømning. Med tiden 29,32 satte Mathias således ny sjællandsk juniorrekord i 50 m bryst. Tiden var 0,01 sek. hurtigere end den eksisterende rekord. I kikkerten er nu den danske juniorrekord, som indehaves af Chris Christensen, Westswim Esbjerg, og lyder på 29,08 sek.
Næste udfordring for Mathias Andersen bliver Austrian International Swim Meet, hvor han skal prøve kræfter med kravtiden til Europæiske Junior Mesterskaber i 50 m bryst. Kravtiden er 30,01 sek.