Johs. H. Christensen er en travl herre. Villabyerne sætter ham stævne onsdag ved middagstid, og inden da har præsten været til pressevisning i Palads på den amerikanske børnefilm 'Charlottes tryllespind', som han skal anmelde for Jyllands-Posten. Og efter snakken med Villabyerne står den på en bisættelse kl. 14.
Nogle ville måske føle stress ved tanken om at skulle tjene både Herren og Jyllands-Posten, men ikke Johs. H. Christensen, der på søndag kan fejre sit 25 års jubilæum i Skovshoved Kirke. Han nyder at anmelde litteratur og film ved siden af præstegerningen, ja han tillægger det ligefrem en terapeutisk funktion.
"Jeg tror ikke, jeg kunne have været præst i alle de år, hvis jeg ikke havde haft det 'andet spor'. Det kirkelige miljø er lukket på den måde, at du hele tiden har alle menneskers øjne på dig, så det kan godt blive lidt neurotisk. Man bliver let navlebeskuende i præsterollen, så anmeldelserne er en god måde at komme lidt ned på jorden igen", smiler han.
Johs. H. Christensen henter inspiration til sine prædikener – eller 'madding til menigheden', som han selv kalder det – i kunstens verden.
"Jeg læser aldrig en bog eller ser en film, uden at jeg forholder mig teologisk til den. Da jeg så David Lynch's 'Straight Story' blev jeg helt salig. Det er en historie om to brødre, der forsones efter en årelang tvist, og den rummer faktisk hele julens evangelium: fred på jorden og i sjælen".
Skyder med skarpt
Sognepræsten fra Skovshoved er også kendt for at være en flittig deltager i kirkedebatten. Og han skyder gerne med skarpt, når han bliver gal i skralden.
Læs bare hans indlæg 'Værdig til agtelse og tillid?' i det seneste nummer af menighedsbladet. Her undrer Johs. H. Christensen sig over, at præster tilsyneladende er mere lige for loven, end andre tjenestemænd.
"En præst kan få en dom i Byretten for ulovligt at skjule flygtninge, uden at der sker noget. Hvis en politimester blev dømt for det samme, ville han blive afskediget. Præster får i visse tilfælde en positiv særbehandling, men det sker nok af hensyn til en særligt ømfindtlig samvittighed", siger han til Villabyerne.
Johs. H. Christensen nævner ingen navne i sit anklageskrift, men ingen kan være i tvivl om, at det er Leif Bork Hansen fra Lyngby Kirke, han sigter til. Andre kirkefolk har også vundet en plads i hans vridemaskine. Biskoppen i Århus, Kjeld Kolm, får en tur, fordi han angiveligt lader sin datter bo i en gæstebolig, der tilhører folkekirken. Og biskoppen i Viborg (Karsten Nissen) får på puklen for at have skrevet under på en antikrigs-protest som repræsentant for folkekirken.
Mismod over kirken
Men dét, der for alvor har fået Johs. H. Christensens blod i kog, er en sag fra Københavns Stift, hvor biskop Erik Normann Svendsen kræver en kvindelig præst afskediget, fordi hun angiveligt har stjålet spiritus fra kirken. Johs. H. Christensen har været bisidder for kvinden ved det tjenstlige forhør, og han er rystet over sagen.
"Anklagerne mod hende bygger på rygter, sladder og en ulovlig videoopsætning. Jeg må nok sige, jeg i øjeblikket nærer et mismod over folkekirken, der grænser til væmmelse. Der er sket noget i de seneste 15 år. Biskopperne har tiltaget sig stadig mere magt, og de fører sig frem som kirkefyrster. Mange præster pålægger sig selvcensur, fordi de er bange for, hvad biskopperne kan finde på" siger han.
Johs. H. Christensens svada har skabt stor ophidselse blandt flere af de angrebne biskoppe, men sognepræsten fra Skovshoved fortryder ikke sin skarpe tone.
"Jeg er normalt rimelig tilbageholdende, men ikke denne gang. Jeg er led ved den måde, magthaverne i folkekirken ter sig på. Jeg har altid været glad for folkekirken, men jeg glæder mig mere og mere til at skulle pensioneres fra den. Jeg synes ikke længere, der er rart at være i folkekirken. Det er et terrorregime".
Har den udvikling, du beskriver, ødelagt din glæde ved at være præst?
"Nej, jeg elsker at være præst. Min glæde ved at være præst ligger i mødet med konfirmanden eller brudeparret. Eller i at komme et sørgende menneske i møde, så godt som overhovedet muligt. Hvert eneste menneske er en fuldstændig fantastisk, unik fortælling. Jeg står aldrig foran alteret eller prædikestolen uden at tænke, 'det her er stort'.
Ydmyghed er en dyd
Ifølge Johs. H. Christensen bør en præst være ydmyg over for sit embede.
"Jeg har altid følt et stort ubehag, når jeg hører på de præster, der sætter sig selv i centrum. Præsten er ritualets og menighedens tjener, det er for mig det helt afgørende. Hvis jeg deltager i samfundsdebatten, deltager jeg som borger, ikke som præst. Jeg har aldrig påberåbt mig Gud i debatten!".
Ikke overraskende bryder han sig derfor ikke om de præster, der sidste år brugte deres prædiken juleaften på at kritisere regeringens flygtningepolitik. Han synes, de tog menigheden som gidsel.
"Jeg tager meget sjældent politiske temaer op, når jeg præker. Hvis der er polemik i en prædiken, så skal den ramme præsten selv. Ellers står han der som en farisæer og moraliserer over menigheden".
På trods af sine klare holdninger til, hvad en præst kan tillade sig, vil Johs. H. Christensen ikke blande sig i, hvordan andre præster agerer.
"Jeg kunne aldrig finde på at lave rock i kirken. Mange præster finder på skøre ting, men jeg er hverken skolemester eller opsynsmand, der skal korrekse dem. Jeg har ikke noget imod, at man eksperimenterer, men så skal det være for menighedens skyld. Ikke for at få nogle nye mennesker ind i kirken, som alligevel ikke kommer igen".
Er det ikke en lidt reaktionær holdning, du har?
"Jeg bryder mig ikke om det ord: reaktionær…"
Johs. H. Christensen smager på ordet, og det efterlader tydeligvis en bitter smag i munden på ham.
"Nu er jeg jo fra 68'ergenerationen, og dét blev folk altid kaldt, hvis de ikke var marxistiske nok. Der er forskel på at være konservativ og reaktionær. At være konservativ betyder, at du aldrig skal lave noget om, før du har noget, der er bedre".
Anarki er godt
Johannes er opvokset i et indremissionsk sogn i Thy, hvor hans far var sognepræst. Han kan efter eget udsagn tale længe om de ting, han ikke bryder sig om ved Indre Mission – 'det moralske kvælertag, det småborgerlige hykleri' – men der er to ting, han beundrer ved dem:
"Fladkirkeligheden og respektløsheden. De respekterer hverken minister eller biskopper, hvis ikke de pågældende har et kristent forhold. Det er befriende".
Hvorfor er det befriende at være respektløs?
"Fordi Jesus var det. I et livligt samfund skal der være et vist anarki. Hierarkiske samfund udvikler sig altid til voldelige tyrannier".
Johs. H. Christensens jubilæumsprædiken på søndag kommer til at handle om det at være berøvet sin frihed. Hvis nogen tror, at han vil benytte sig af lejligheden til at causere over de første 25 år i jobbet, så bliver de frygtelig skuffede.
"Selv om jeg har 25 års jubilæum som præst, så handler gudstjenesten ikke om mig! Men det kan selvfølgelig være, der kommer lidt flere mennesker på søndag", smiler han.
Umiddelbart efter højmessen på søndag kl. 10 i Skovshoved Kirke, som Johs. H. Christensen står for, er der reception kl. ca. 11.30-14 i 'Grotten' på Skovshoved Skole.
