Debat: Skal der ske en alvorlig ulykke, før der bliver gjort noget ved trafikkaos?

Debat: Skal der ske en alvorlig ulykke, før der bliver gjort noget ved trafikkaos?

Busser fra Hellerup Station må ud på modkørende vejbane for at passere, mens chaufføren spiser frokost i bagelsforretningen. Privatfoto

Af Carsten og Dorothea Petersen, Callisensvej 12, 2. th., Hellerup

Frokosttid på Callisensvej: En lastbil med en gravemaskine på ladet stopper ved bagelsforretningen på Callisensvej.

Der er ingen parkeringsplads til bilen, og den parkeres derfor ulovligt uden for forretningen i anden række på kørebanen.

Bilens alarmlygter tændes, chaufføren går ind, køber en bagel, indtager frokosten i forretningen og vender tilbage til lastbilen efter cirka 20 minutter.

Alt imens har der været trafikkaos.

Busser fra Hellerup Station må nu ud på modkørende vejbane for at passere, mens den modkørende trafik fra Strandvejen må vente, indtil busserne har passeret. Der er kø i begge retninger.

Heller ikke næste dag er der ledige p-pladser ud for Bagels.

Nu er der parkeret to personbiler i anden række ud for forretningen. En minitrans parkeres derfor ulovligt i anden række overfor forretningen, så nu er fire baner lige over for hinanden optaget.

Bilens alarmlygter tændes, chaufføren går ind, køber en bagel, spiser sin frokost i forretningen og vender tilbage til bilen efter cirka 20 minutter. Der er atter kaos på vejen.

Der er stort set dagligt trafikkaos på Callisensvej ved frokosttid.

Bagelforretningen leverer gode, velsmagende bagels, så det er forståeligt, at der kommer mange kunder. Men de hensynsløse og ulovlige parkeringer er uacceptable og farlige for biler, cyklister og beboere.

Køer, støj og forurenende bilos er gener, vi dagligt lever med. Men der bliver ikke grebet ind over for disse farlige parkeringer.

Skal der først ske en alvorlig ulykke, før der bliver handlet?

Der er stort set dagligt trafikkaos på Callisensvej ved frokosttid, mener Carsten og Dorothea Petersen. Privatfoto