
Lennart Jønsson, Bakkedal 11, Hellerup
Med de seneste meningsmålinger i hånden kan man forvisse sig om, at det tidligere største borgerlige parti herhjemme, nemlig Venstre, taber vælgertilslutning i uset omfang.
Men det kan vel dybest set ikke undre. En uklar retning udstukket af den politiske ledelse, tilslutning til øget udligningsplyndring, øgede ejendomsskatter, som i begge tilfælde ikke mindst rammer øst for Storebælt og har til formål at tækkes "udkants-Venstre", er nogle af de mange forklaringer på vælgerflugten.
Når man så kan krydre det med de ganske arrogante udmeldinger fra Venstres medlem af Gentoftes kommunalbestyrelse i forbindelse med Venstres tilslutning til skærpelse af udligningsordningen og tilhørende pantsætning af borgerlige stemmer, så kan man kun håbe på, at denne vælgerstraf også slår igennem på lokalt plan ved det kommende kommunalvalg; med mindre der sker en radikal ændring i Venstres politiske deklination.
Men det sker givetvis ikke, så man kan roligt sige, at Venstre i dag ligger, som de har redt, og at partiet har en ganske naturlig størrelse i Gentoftes kommunalbestyrelse – måske et mandat for meget.
Svar fra Morten Løkkegaard
En Lennart Jønsson forsøger sig som politisk kommentator med et par slemt forudsigelige kommentarer ovenpå den seneste ballade i Venstre.
Man behøver jo ikke det store kørekort i politik for at se, at personfnidder i ethvert parti giver vigende tilslutning. Spørg bare i det Konservative Folkeparti, som med stor effekt nærmest fik udryddet sig selv som parti for år tilbage.
Det siger derfor sig selv, at Venstre skal have stoppet de interne ledelsesopgør og have alle til at forstå, at parti kommer før ego, før tallene vil rette sig igen. Og det vil ske, måske endda hurtigere end diverse politiske mandagstrænere havde forestillet sig.
Når Jønsson så forsøger sig med en lidt kluntet parallel til udlignings-diskussionen, er det vel blot at konstatere, at han desværre har købt bevidstløst ind på det konservative narrativ om, at Venstre skulle være hovedansvarlig.
Sandheden er, at Venstre Gentofte har været med til at spare Gentoftes borgere for halvdelen af milliardregningen. Men den slags fakta er der jo ingen grund til at fremhæve, når formålet tydeligvis er at skade Venstre maksimalt.
Om mandater: Jeg kan godt garantere, at Venstre kommer bedre ud af kommunalvalget denne gang end for fire år siden.