Af parterapeut Lotte Pilgren, Terapihuset i Hellerup
Mennesker går igennem forskellige livsfaser, som i store træk er ens fra menneske til menneske.
Typisk, når vi runder et skarpt hjørne, tager vi vores tilværelse op til overvejelse. For nogle mennesker kan disse faser af livet udløse personlige kriser og hæmme livsudfoldelsen.
Men livsfaserne kan også ses som en slags eksistentiel rejse. De giver os en mulighed for personlig vækst og lægger et ekstra lag på vores livserfaring.
Kriser er en del af tilværelsen i større eller mindre grad.
Der er forskellige former for kriser. En akut opstået krise udløses af ydre omstændigheder som skilsmisse, sygdom, dødsfald mm.
Modsat en livskrise, hvor de eksistentielle livsvilkår ændrer sig ufrivilligt, fordi vi som mennesker ændrer os – vi bliver ældre, både fysisk og mentalt. Vores overvejelser om livet ændrer sig, vores selvforståelse, vores muligheder, vores drømme, vores mål og potentiale ændrer sig.
"Lykke er, når ens forventninger svarer til virkeligheden", som Troels Kløvedal har sagt.
Ens forventninger til livet og ens inderste ønsker skal være i overensstemmelse med det liv, man reelt lever.
Vi skal altså lære at håndtere de faser, som vi er i lige her og nu, før vi render ind i næste fase af livet.
Typisk opdager vi først, når vi indgår i en ny fase af vores liv, at vi skulle have nydt det, vi kom fra, mens vi var i det. Og det er da ærgerligt.
Derfor er det vigtigt at forstå og favne de faser, som vi uundgåeligt bevæger os i og fra.
Når vi ryger ind i en ny fase af vores liv, kan vi føle os fremmede i os selv. Der er nye betingelser, vi skal vænne os til. Man skal se en ny alder i øjnene med de begrænsninger og tab, der nu engang er forbundet med det.
Samtidig skal man tage stilling til de nye muligheder og til de personlige overvejelser, som faserne udløser.
Nogle af de generelle eksistentielle udfordringer, skarpt opdelt i livsdoms-faser, som der er plads til at nævne i denne forbindelse, kan udløse en livskrise.
I ungdoms-fasen går man fra at være barn til voksen. Man bliver betragtet som 'voksen', selvom man ikke altid føler sig sådan. Man skal til at definere sig selv – hvem man reelt er, hvilken uddannelse, man vil have, om man vil rejse, købe lejlighed, hvordan man skal klare sig osv.
I voksendoms-fasen føles livet typisk lidt mere alvorligt. Nu er man virkelig voksen. Har man valgt det rigtige job, fundet den rigtige mand/kvinde, og hvad med børn? Der kan være pres på karrieren og på egne ambitioner. Og ikke mindst… hvor blev ungdommen af? Er jeg glad, og gør jeg det, jeg skal? Hvad er meningen med livet, og hvordan holder jeg mig rask og sund?
I midtdoms-fasen ser man både tilbage og frem. Pludselig skal man finde nye formål med livet og redefinere sin identitet. Man har måske mistet nogle betydningsfulde mennesker i ens liv, og eventuelle børn kræver mindre og mindre tid og opmærksomhed.
Man gør så at sige lidt status. En slags selvrangsagelse. Var det det hele? Er man den, man troede, man var? Er man det rigtige sted i sit liv, og hvor er ens eksistensberettigelse?
I alderdoms-fasen begynder sygdom og død at blive en realitet, er mere uafviselig og fylder unægteligt meget. Ensomheden kan ligge og lure om hjørnet.
Man har glædet sig til pensionistalderen, men måske er den ikke så let at håndtere som forventet. Man savner måske den position, man indtog i samfundet, og man nægter at ældes af fysiske begrænsninger. Man skal finde ud af, hvad man har lyst til at bruge sin sidste tid til. Det kan være angstfuldt at se frem til hjælpeløshed og ens sidste fase af livet.
Det er normalt, at livsfaser udløser livskriser – men ikke nødvendigvis.
Det er ikke alle livskriser, der er alvorlige. Langt de fleste livskriser, som er udløst af livsfasernes biologiske og/eller psykologiske ændringer, klares med en tanke, en holdningsændring, en samtale med de nærmeste, en yogatime eller et par løbeture.
Men en livskrise kan også blive hængende og udløse angst, panik, stress, frustration, usikkerhed og opgivelighed.
Her kan en god terapeutisk samtale være ideel til at få en afklaring på sin nuværende tilværelse.
Man kan ved at blive bevidst om sin situation blive bedre til at træffe hensigtsmæssige valg for sig selv ud fra sine givne livsomstændigheder.
Hvis man åbner sig og deler sine følelser, finder man ud af, at man ikke er alene.
Det er reelt at forholde sig til det negative, der sker i ens liv.
Accepter følelsen af, at man ikke kan klare det, og at man er kørt fast.
En livskrise skal nødvendigvis ikke ordnes hurtigst muligt. Tænk på, at en livskrise er en slags livsvending.
Søg hjælp, hvis reaktionerne på livskrisen udløser bitterhed, vrede, træthed, depression, isolation eller andre ubehagelige personlige oplevelser.
