Kl. 10.30 tirsdag gik alarmen om ild løs i en 4. sals lejlighed på Ordrupvej lige ved siden af Ordrup Værktøjsmagasin.
På stedet kort efter mødte Villabyerne indsatsleder Ole Gregersen fra Beredskab Øst, der kunne berolige med, at situationen var under kontrol.
"Der har været ild i nogle møbler og sofagrupper, men vi har allerede været derinde og slukket ilden. Lige nu undersøger vi, om der er en varmespredning oppe på loftet," fortalte han til Villabyerne.
Beboeren var ikke hjemme, da branden opstod. Brandårsagen er endnu ikke kendt.
Nordsjællands Politi sørgede for at afspærre Ordrupvej i begge retninger, så brandvæsnet kunne arbejde i ro.