Udvalg vil have teater til unge

Furesø Kommune dropper teater på “Bådfarten” og vil tilbyde en eller to forestillinger

Teater på vej til de unge

Tine Hessner og resten af kulturudvalget har besluttet at bruge 25.000 afsatte kroner på ungdomsteater i Furesø Kommune og Galaksen i stedet for “Det flydende teater”, som holdt til på “Bådfarten”. Under coronanedlukningerne rykkede sidstnævnte til Lyngby Tårbæk Kommune. Foto: Furesø Kommune / Ebbe Forup

Fra søulk til landkrabbe. Et enigt kulturudvalg i Furesø Kommune har besluttet at droppe støtte på 25.000 kroner årligt til et ungdomsteaterprojekt med navnet “Det flydende teater”, som havde forestilinger på “Bådfarten”, som blandt andet sejler mellem Furesø og Frederiksdal. Under coronanedlukningerne flyttede ungdomsteateret på land til Lyngby-Tårbæk Kommune og stedet Sophienholm, og derfor har politikerne i Furesøs udvalg besluttet i stedet at bruge pengene på teater til unge på landjorden i Galaksen i Værløse.

– Vi har 25.000 kroner gode teaterpenge, som vi vil bruge anderledes målrettet unge. Den ene eller måske to forestillinger, vi kan købe for pengene, skal ikke være en del af Galaksens normale repertoire, siger udvalgsformand Tine Hessner (R).

Det er ikke lagt fast, hvilke forestillinger, der kunne være i spil. Tine Hessner fortæller, at professionelle forestillinger bliver udbudt til teaterstederne, og at man vil købe en eller to.

– Det skal være relevant og målrettet de unge. Det kan være emner som køn, identitet, klima og væren i verden, siger Tine Hessner.

– Vi vil tilbyde teater til de unge gratis, hvis vi kan. Måske skal der være en brugerbetaling, så vi kan købe noget lidt bedre, men brugerbetalingen for billetter må absolut ikke stå i vejen, siger Tine Hessner.