
Ministerbilen rullede frem mandag morgen i Farum, da undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) besøgte Lyngholmskolen. Anledningen var Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.
Ifølge ministeriets presseafdeling taler arrangementer som disse ind i ministerens dagsorden om praktisk skole, hvor eleverne får mulighed for at koble en konkret handling med teori fra undervisningsmaterialet.
Hele landet er med
I alt 188.000 børn fra skoler og dagtilbud landet over er meldt til, oplyser Ritzaus Bureau.
– Vi er enormt glade for den kæmpe opbakning, og at rekordmange børn skal ud og være med, siger Maria Reumert Gjerding, som er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, til Ritzau.
Affaldsindsamlingen vil finde sted 20. til 24. marts. Det er skoleledere, pædagoger og dagplejere, der har tilmeldt børnene.
– Dels kommer de til at lære noget om naturen, dels kommer de til at forholde sig til, hvor slemt det er, når man ikke finder en skraldespand, men derimod efterlader affald i naturen.
– Der er et stort læringsaspekt i det. Vi har samtaler med børnene om, hvor vigtigt det er at passe på naturen og ikke at efterlade affald derude, da børn kan spise det og tage skade af det, siger Maria Reumert Gjerding til nyhedsbureauet.
Mange tons sidste år
Det forventes, at op mod 35.000 voksne vil blive tilmeldt. Sidste år blev der samlet 97 ton skrald i forbindelse med indsamlingen.
I Furesø Kommune er 1.764 børn tilmeldt affaldsindsamlingen, står der på Danmarks Naturfredningsforeings hjemmeside.
– Som led i affaldsindsamlingen får skolerne og dagtilbuddene adgang til digitale undervisningsmaterialer, der blandt andet skal gøre børnene klogere på affald, affaldsforebyggelse og ikke mindst sammenhængen mellem affald og klima, skriver foreningen på hjemmesiden.
/ritzau/jbt
