Der var pyntet op med balloner, flag og champagneglas, da plejehjemsbeboerne på Blommehaven i Farum fik deres første vaccine, der skal beskytte mod covid-19.
Blommehaven er en del af Plejecenter Lillevang, og i de tre øvrige huse stod læger og farmakoner også klar kl.13, hvor første stik blev givet.
Den første af Blommehavens 22 beboere til at få stikket, var 87-årige Jakob Bondorf, der i dagens anledning havde taget en løs skjorte og bluse på, så det var lettere for lægen at vaccinere.
"Jeg ved ikke, hvilken arm det skal være, så jeg er forberedt på begge arme. Jeg har aldrig haft problemer med vacciner, så jeg er ikke nervøs," sagde den tidligere universitetslærer roligt og veloplagt.
Mere tryg
Ved sin side havde han sin ledsagerske på plejehjemmet, sosuhjælper Jannie Hansen. Hun blev ligesom de andre ansatte, der var på arbejde den dag, også vaccineret. Hun glædede sig over, at der snart kan komme mere normale tilstande på plejehjemmet.
"Man vil føle sig mere tryg. Det hele har været lidt stillestående på det sidste," sagde hun.
I rummet, hvor der blev vaccineret, var der også dækket op med chips, chokolade, mandariner og endda med en flaske champagne som belønning til de vaccinerede. Efter vaccinen skulle alle oberserveres for bivirkninger i 20-25 minutter, og der var derfor kaldt ekstra personale på arbejde.
Den skrøbelige vaccine ankom i biler fra Region Hovedstadens apotek, og blev blandet af et hold farmakonomer. Det tog lidt tid før vaccinen havde fået den rette temperatur, og der var derfor lidt ventetid inden de to læger kunne gå i gang. Det var de to huslæger Bettina Uhrenfeldt og Tenna Lützhøft, der stod for at vaccinere, og i Jakob Bondorfs tilfælde endte det med højre arm, hvor der var flere muskler.
Sårbare borgere
Seancen blev filmet og fotograferet fra flere sider og kaldt et stykke'Furesø historie' af borgmester Ole Bondo Christensen (S), der også var til stede. Bagefter var der klapsalver, og der blev skålet i champagne.
"Det er en stor logistisk operation, så det er sjovt at se, hvordan det spænder af. Det giver en kæmpe ro i maven, at vi kan snart skære ned på besøgsrestriktionerne. Vi har heldigvis været heldige i Furesø Kommune med smitten, men vi har også haft en meget stor opmærksomhed på det," sagde Ole Bondo Christensen (S) .
Efter den første vaccination blev de øvrige beboere kørt ind i en lind strøm, og den næste i rækken tog det også i stiv arm.
"Det var et lille prik," sagde hun højt.
Ikke været det samme
I løbet af onsdagen blev alle kommunens beboere på de fire plejehjem vaccineret samt på rehabiliteringscentret Svanepunktet i Farum.
Hvornår det bliver muligt at få det andet stik, vides endnu ikke. Lederen af Blommehaven, Neda Soltani, fortalte, at de alle har set meget frem til at blive vaccineret.
"Vi har glædet os så meget. Det har været meget ensomt for beboerne, og det bliver rart at kunne komme i gang med de ting, som skaber glæde hos dem. Vi har lavet nogle andre ting for dem, som at få en pølsevogn forbi eller en musiker til at spille udenfor. Vi har prøvet så godt vi kunne, men det har ikke været det samme," sagde hun.