Projekt sender kvinder på to hjul

I fem år har Røde Kors lært voksne kvinder at cykle, og det giver dem mulighed for at sige ja til et job, når de selv kan stå for transporten

close up helmet bike
close up helmet bike ©bannafarsai – stock.adobe.com

I fem år har Røde Kors i Furesø haft et projekt kørende, der lærer voksne kvinder at cykle. Målgruppen er kvinder, der ikke er vokset op i Danmark og måske aldrig har fået det lært med de to hjul.

"Vi vil gerne have, at de lærer at cykle, og de er måske vokset op i samfund, hvor det ikke er velset, at kvinder cykler, eller hvor der ganske enkelt ikke er tradition for det. Det kan være fordi, det er farligt, eller at naturen i landet gør det uegnet at færdes på cykel," siger Anny Kjeldsen, der er en af de frivillige på projektet.

Giver mulighed for job

Når kvinderne har lært at cykle, kan de også pludseligt selv klare egen transport, og det kan igen føre til job for kvinderne.

"En af dem havde fået tilbudt et rengøringsjob på en skole, og da hun pludselig selv kunne transportere sig, kunne hun sige ja tak til jobbet. Andre kvinder har fået mulighed for at takke ja til at blive eksempelvis sosu'er, fordi de kan transportere sig selv. Og så giver det også kvinderne mulighed for, at de kan følge deres børn i skole," siger Anny Kjeldsen.

Kontakt

Man er velkommen til at kontakte Anny Kjeldsen, hvis man ønsker at komme på cykelkursus på enten telefon 30 31 08 57 eller på mail annykjeldsen@mail.dk.

"Vi har haft mellem tre- og syv kvinder igennem pr. sæson ind til videre," siger hun.

bliver holdt i Stien

Kurset bliver holdt hos Frivilligcenter Furesø på Stien i den gamle Bybækskole. Cyklerne, som kvinderne lærer at cykle på, er finansieret dels af Røde Kors, men også af frivilligcentret, som Anny Kjeldsen derfor gerne vil sende en tak til.

"Det er gode cykler, vi lærer dem at cykle på, og det er også nødvendigt, når voksne skal lære at cykle. Vi har undervisning fra foråret og så frem til efterårsferien, hvor cykelstierne bliver våde, og der ligger blade på dem.

Får en cykelhjelm

Som noget nyt, her fem år inde i projketet, er den lokale butik Fri Cykler i Farum Hovedgade gået med til at give kvinderne en cykelhjelm i gave, når de har kursusbeviset i hånden.

"Kvinderne låner en cykelhjelm af os, mens de tager kurset, men det er ikke alle, der har råd til at købe en cykelhjelm efter kurset, så vi er meget glade for den gestus," siger Anny Kjeldsen.