Naturtip: Flyveopvisning på flyvestationen

Anna Bodil Hald, Værløse Naturgruppe.

Hvis man begiver sig ud på naturområdet Flyvestation Værløse, så er der mange stille natur-oplevelser i vente.

Formationer af Grågæs flyver henover om dagen. Især her uden for ynglesæsonen er der næsten dagligt opvisning af fugle i livlig formationsflyvning ved skumringstid. Det er kragefugle (grå-krage, allike, råge). De samler sig ved solnedgang i træer i yderkanten af Flyvestation Værløse-området. Herefter flyver de afsted og knytter sig til de tidligt ankomne, som laver formationsflyvning frem og tilbage over området. Små-flokke støder til den store flok. Og så med ét sætter de afsted og forsvinder til deres nattesæde, bl.a. i træer langs Søndersø. Det er et fantastisk syn. Forestillingen er forskellig fra dag til dag. Nogle dage er der ikke optræden. Andre dage er der fuld optræden. Under alle omstændigheder sker det pt. mellem 16.30 og 17.30.