
Torsdag den 9. februar klokken 19:30 holder den iranske forfatter Nahid Riazi foredrag i Stavnsholtkirken. Det handler om protesterne i Iran og om kvinders forhold og deres kamp og rolle i den folkelige bevægelse, står der i en foromtale.
– Det er meget voldsomt, hvad der sker i Iran. Kvinder smider offentligt tørklædet med livet som indsats og støttes af mange mænd i kampen for friheden. Det iranske præstestyre svarer hårdt igen og spreder angst og frygt for at demonstrere. Ingen ved hvordan det vil ende, men kampen finder sted lige nu. Nahid Riazi vil fortælle om protesterne i Iran og kvinders forhold og deres kamp og rolle i den folkelige bevægelse, står der.
Nahid Riazi oplevede selv som 13-årig den islamiske revolution i 1979 og flygtede siden til Danmark. Her har hun skrevet om at leve med rødder i to kulturer, skriver kirken. Forfatterskabet har handlet om retten til at udtrykke sig og tænke frit, og hvad der sker, når mennesker fratages disse rettigheder.
Alle er velkomne og arrangementet er gratis at deltage i, står der i foromtalen.
jbt