Vi bør respektere visionen for Marbæk

Foto:

Af Niels Martin Viuff, gruppeformand Det Konservative Folkeparti, Frederikssund

Da jeg var en ung mand - tilbage i 1970´erne - besluttede Frederikssund Byråd, at Frederikssund skulle udvides mod syd fra Marbæk som en smuk by mellem jernbanen og fjorden. Denne vision mener jeg stadig skal være gældende i vores tid.

Jeg mener, at det var helt rigtigt set af det tidligere byråd, der under gode folk som borgmester Jørgen Christiansen, Kurt Jensen, Mette Mortensen og Hans Weirum fik sat en solid retning for Frederikssund, som vi bør have respekt for i 2024.

DSBs forsøg på at få presset et stort døgnværksted ind i Marbæk, klods op ad et parcelhuskvarter, uden hensyntagen til de nuværende lodsejere er i direkte modstrid med visionen fra 70´erne.

Jeg mener, at vi byrådspolitkere her i 2024 skal værne om den vision som datidens politikere havde for Frederikssund og Frederikssunds fremtid.

For at gøre det, skal vi sige nej til DSBs nuværende projekt. Og vi skal også gøre det langt hurtigere end hidtil af respekt for de borgere, som lige nu er dybt bekymrede for deres fremtid her i kommunen.