
Frederikssund: Der var jubel i Gruppe 7, da deres projekt "De unge vikinger" vandt 1. pladsen da Frederikssund Handelsskole og Frederikssund Erhverv afsluttede samarbejdet "Solution Camp".
– Vi har brugt rigtig meget tid på forslaget. Vi holdt ingen pauser, sagde en stolt Caroline Bech fra vindergruppen.
Gruppens forslag gik på at skabe et sted med studie-venlige priser, gratis internet og sunde alternativer til de burgere og bajere, der er at få på mere traditionelle cafeer. Og de ambitiøse unge havde også implementeret tanken om lektiehjælp i cafeen.
– Opgaven lød på, at vi skulle tænke nyt, og der mangler virkelig et sted for de unge i byen, siger gruppens medlemmer i munden på hinanden.
Ekstra præmie
Forslagene fra klassen var så gode, at Peter Bo Andersen fra Fredeikssund Erhverv endte med at give en samlet præmie på 5.000 kroner til alle deltagerne, så skoleåret kunne afsluttes med en fest.
Den uventede gave vakte stor jubel blandt eleverne.