Gitte Harslev har arbejdet med tegning, grafik og papir, lige siden hun gik på skolen for brugskunst i København fra 1976-80, og i weekenden tog hun hul på en lokal udstillingsrække, der viser udviklingen i hendes kunst gennem næsten 40 år.
Den første udstilling i Kulhuse Kultur og Medborgerhus havde titlen »Tilbageblik 1«, og her kunne publikum blandt andet se nogle af hendes tidlige linoleumssnit fra 1978-81 sammen med såkaldte akvatinter fra 80'erne og ætsninger fra start-90'erne.
Fra den 17. august til den 25. september vises udstillingen »Tilbageblik 2« med farveakvatinter fra 1982 og fremefter i Kulturhuset Elværket i Frederikssund og den 4.-19. november er Gitte Harslev med på Frederikssund Kunstforenings udstilling »Kunst i usædvanlige materialer«, hvor hun viser nyere værker som collager i håndlavet papir og skulpturer i papmaché.
De tre lokale udstillinger har fået hende til at gå sine værker igennem og se dem på en ny måde.
– Det er meget sjovt, og jeg synes, at det bliver lidt historisk for mig. Det bliver lidt en rejse tilbage i tiden, og jeg får gået det hele igennem, og jeg kunne godt tænke mig at lave en stor udstilling med det hele, siger Gitte Harslev, der har planlagt andre udstillinger i Nordsjælland.
Fra den 16. juli til den 24. september udstiller hun blandt andet billeder fra Kina på Hillerød Bibliotek med fernisering den 15. juli klokken 13-15, og til næste år skal hun også udstille i Skovhuset i Værløse.