Skal opfinde byggeriets dybe tallerken: Vingeboliger bliver ekstremt klimavenlige

Byggeri: Ikano Bolig er udvalgt til projekt og skal med boliger i Vinge vise, hvordan man reducerer klimaaftrykket i boligbyggeri til en fjerdedel.

Skal opfinde byggeriets dybe tallerken: Vingeboliger bliver ekstremt klimavenlige

Vi har alle et ansvar for, at vi får ændret på hvad og hvordan vi bygger, og hverken vi eller klimaet kan vente på, at lovgivningen viser os vej til de rette løsninger. Vi er meget stolte over at være udvalgt til at bidrage til at udvikle fremtidens boligbyggeri, siger René Brandt, direktør Ikano Bolig. Foto: Allan Nørregaard

Vi har alle et ansvar for, at vi får ændret på hvad og hvordan vi bygger, og hverken vi eller klimaet kan vente på, at lovgivningen viser os vej til de rette løsninger. Vi er meget stolte over at være udvalgt til at bidrage til at udvikle fremtidens boligbyggeri, siger René Brandt, direktør Ikano Bolig. Foto: Allan Nørregaard

Vinge: Når Ikano Bolig, ejet af IKEA-familien, efter planen i foråret 2024 begynder at bygge de første rækkehuse i det sydlige Vinge, bliver boligerne ikke bare bæredygtige i tråd med tiden – de bliver ekstremt klimavenlige i tråd med fremtiden.

Ikano Bolig er med 1,9 million kroner i støtte fra Realdania og Villum Fonden kommet med en eksklusiv gruppe af ni byggefirmaer, der skal eksperimentere og finde vejen til at reducere klimaaftrykket i boligbyggeri til en fjerdedel af det normale.

– Normalt har boligbyggeri et klimaaftryk på 10 kg CO2 per kvadratmeter bolig. Vi skal med byggeriet i Vinge reducere klimaaftrykket til 25 procent af det. Til 2,5 kg CO2 per kvadratmeter bolig. Det honorerer Paris-aftalen, og det er ekstremt ambitiøst, siger direktør for Ikano Bolig, René Brandt.

Ikano Boliger ejer jord i både det sydlige og det nordlige Vinge. Planen er over en årrække at bygge hele 1800 boliger i den nye by. Rækkehuse i ét, halvandet og to plan. Hertil også ejendomme med lejligheder.

Det er i den sydlige del ved Snostrupvej, at Ikano Bolig først sætter spaden i jorden.

Her er Frederikssund Kommune i gang med at udarbejde en lokalplan, der kan muliggøre byggeriet.

Begynder med otte

Ifølge René Brandt er det planen at begynde med at bygge otte af de ekstremt klimavenlige rækkehuse, hvor CO2-aftrykket skal reduceres markant i såvel byggefasen som i materialevalg og i husenes energirigtighed.

– Der ligger ikke en færdig facitliste på, hvordan man bygger så klimavenligt. Det er den, vi skal være med til at finde, så al fremtidigt boligbyggeri kan lære af det. Det er en opgave, vi er rigtig stolte over at have fået, siger René Brandt.

Han ved, at de første eldrevne entreprenørmaskiner er ved at komme på markedet, men hvor stor rolle, de kommer til at spille i Vingebyggeriet, ved han ikke.

– Det er ikke maskinerne, der er de største klimasyndere ved byggeri. Det kommer i udstrakt grad til at handle om materialevalg, hvor beton er en stor klimasynder, og hvor vi skal bruge organiske byggematerialer i stedet for, forklarer direktøren for Ikano Bolig.

230 i alt

René Brandt fortæller, at Ikano Bolig planlægger at bygge i alt 230 boliger i form af rækkehuse og lejligheder i det sydlige Vinge, hvoraf en del skal indgå i klimaprojektet – som ekstremt klimavenlige boliger.

– Vi begynder med de otte rækkehuse, og så tager vi ved lære af dem. Formentlig bygger vi også boliger på traditionel bæredygtig vis. Hvor mange, der kommer til at leve op til Paris-aftalen, tør jeg ikke sige. Det har vi ikke planlagt endnu, siger René Brandt.

Han understreger, at nøglen til at reducere klimaaftrykket i boligbyggeri i høj grad er, at alle involverede parter i et byggeprojekt arbejder tæt sammen.

På det ambitiøse projekt i Vinge har Ikano Bolig Havnens Hænder og Sweco Architects med på holdet.