Nu kan DF holde fanen højt

Dansk Folkeparti i Frederikssund har fået sin egen fane, der blev overrakt ved Danmarks-Samfundets ceremoni i Helsingør Valdemarsdag fredag den 15. juni, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Partiets næstformand Gert Løfgren modtog fanen på vegne af lokalbestyrelsen i Frederikssund, oplyser formand for DF Frederikssund, Inge Messerschmidt, i en pressemeddelelse.

- Det er en stor ære at modtage fanen. Vi er meget stolte over, at det er lykkedes at blive godkendt til den, og fanen skal fremover bruges ved vores forskellige medlemsarrangementer, så den kan være til glæde for os alle, udtaler Inge Messerschmidt i pressemeddelelsen.

Valdemarsdag markerer årsdagen for, at Dannebrog i følge myten faldt ned fra himlen i 1219 under et slag ved Lyndanise i Estland i forbindelse med et af Valdemar II Sejrs korstog, og det opildnede danskerne til sejr.