JIK var til fodboldfest i Sunderland

Et hold af oldboys fodboldspillere fra Jægerspris IK (JIK) er blevet en oplevelse rigere, efter en vellykket fem dages påsketur til den nordengelske by Sunderland.

Arrangementet bød på en oldboys venskabskamp, rundvisninger samt billetter til kampen i The Championship, Englands næstbedste række, mellem Sunderland AFC og Hull City.

JIK-holdet var så heldige at overvære noget af en fodboldfest, da langfredags mest målrige kamp ud af 12 sluttede 4-4 i overværelse af 41.000 tilskuere på Stadion of Light, der blev indviet i 1997. Anlægget blev bygget oven på Sunderlands største kulmine, der indtil da havde fungeret i 150 år.

– Vi blev på alle måder fint serviceret. Vi fik en meget grundig rundvisning på Stadion of Light, fortællinger om den 144-årige klubs historie, der har bud på seks engelske mesterskaber, det sidste dog tilbage i 1936. Netop i år vil klubben fejre, at det er 50 år siden, at Sunderland AFC vandt FA-Cuppen. Vi besøgte også et par museer og gik ture i den store by med 180.000 indbyggere, fortæller JIK-holdets anfører René Østergaard.

Lørdag var JIK i kamp på klubbens kunstgræsbane, og her vandt det lokale hold 4-1 efter 3-0 ved pausen. Det var Rene Østergaard der scorede det enlige mål.

– Efter kampen blev målmand Peter Simonsen kåret som kampens spiller efter 6-7 store redninger. Han fik overrakt et trofæ af Sunderland-legenden Kevin Ball, der spillede næsten 400 kampe for klubben, slutter René Østergaard.

bs