HK 73 var nede men sejrede til sidst

Af Bjarne Sveegaard

Fra noget, der lignede en fiasko i 1. halvleg, fik HK 73’s håndboldherrer i 3. division vendt kampen mod puljens nummer 10, Rudersdal, til en sejr på 32-27 søndag i Frederikssund Hallen.

Der var hverken hoved eller hale på spillet i 1. halvleg. HK 73 var med til 2-2 efter fire minutter, men så faldt holdet sammen med fejlafleveringer, svage afslutninger i den højde, hvor gæsternes målmand var bedst og en mængde stolpeskud. HK 73 var bagud 5-7 efter et kvarter og 6-11 efter 20 minutter. HK 73 fik dog reduceret til pausestillingen 12-14.

Spændingen var stor før 2. halvleg. Ville nedturen fortsætte for HK 73, som trods alt er et af de tre tophold, eller havde man fundet en løsning i pausen? Med tålmodigt spil åd HK 73 sig ind i kampen, men det var først efter 40 minutter, at Marc Krogh for første gang bragte HK 73 foran med 18-17. Hans bror Mads Krogh, der var tilbage efter sygdom, viste storspil og foruden godt stregspil var han også sikker på straffekast.

Efter 50 minutter førte HK 73 kun 23-22, men så satte hjemmeholdet en slutspurt ind, hvor det også tog pusten fra Rudersdal, og vandt de sidste 10 minutter med 9-5 og samlet 32-27.

Målscorere for HK 73: Mads Krogh 9, Lucas Jakobsen 7, Marc Ekman og Mike Jakobsen hver 5, David Lindberg 3, Marc Krogh 2 og Rasmus Grue 1 mål.

– Vi havde lige lavet et brag af en pokalkamp mod Køge fra 2.divison, og opgøret mod Rudersdal beviste bare, at arbejder man ikke fra start er der ikke noget hold, der ikke kan overraske. Vi havde tre-fire spillere med småskavanker, så jeg måtte røre rundt i gryden, for at lave en opstilling, der fungerede. Vi havde ret beset ikke fortjent at vinde, men at vi så finder med fem mål er flot, sagde en lettet cheftræner Kenneth Hansen.

HK 73 spiller igen på lørdag 14.30 mod IF Stadion i EnergiCenter Voldparken Hallen i Brønshøj.