Frederikssund for Fulde Sejl genoplives

Lørdag den 8. juni fra kl. 10-15 bliver der masser af liv på Kulturhavnen i Frederikssund. Dagen igennem kan man hoppe i bølgen blå i det nyåbnede havnebad, prøve forskellige slags både på vandet, se flotte brand- og politibiler, bygge sin egen drage, være med i aktiviteter på land samt møde lokale foreninger og virksomheder.

Det skriver Frederikssund Erhverv i en pressemeddelelse

Frederikssund for Fulde Sejl var tidligere et meget populært arrangement med mange deltagere, og vi håber selvfølgelig på stor opbakning fra lokalområdet igen. Sammen med de maritime foreninger og brandvæsenet har vi sammensat et spændende program, og det kunne sagtens være et arrangement, som bliver til en fast, årlig tradition, der kan skabe mere liv ved havnen og i bymidten, siger Adie Jensen, der er udviklingskonsulent i Frederikssund Erhverv.

Vandaktiviteter, brandbiler, morgenstræk og FN’s verdensmål

Familiedagen på havnen vil have fokus på det maritime samt på vand og vind. Havnebassinet vil være fyldt med optimistjoller, robåde, paddleboards, kajakker, J70-sejlbåde og skolebåde. På den måde er der et tilbud til alle aldre, og alle er velkomne til at komme ombord og få en prøvetur.

- Vi glæder os til at sætte fokus på livet ved og på vandet den 8. juni. Der bliver masser af maritime aktiviteter for både børn og voksne. Vi har haft en fin dialog med Frederikssund Erhverv, og vi blev heldigvis hurtigt enige om, at Frederikssund for Fulde Sejl skulle genoplives. Vi er meget glade for, at det nu bliver en realitet, siger Erik Bak Regueira fra Frederikssund Sejlklub.

Til arrangementet kan man møde brandmænd og brandbiler fra Frederiksborg Brand og Redning samt forskellige lokale virksomheder og foreninger, som stiller op med en aktivitet eller en konkurrence.

For eksempel kan man deltage i morgenstræk kl. 09 med instruktører fra Aerobicgården, mens Silverstar Linedancers kommer og underholder kl. 11. I samarbejde med EnergiLeg kan man i løbet af hele dagen gå på jagt efter FN’s verdensmål på havnen.

Ud over Frederikssund Sejlklub er det Marbæk Sejl- og Motorbådsklub, Frederikssund Roklub og Frederikssund Ungdomsskole, der sammen med Frederikssund Erhverv står bag Frederikssund for Fulde Sejl 2024.

Facebooksiden Frederikssund Handel ligger der en begivenhed, hvor man kan se flere detaljer om Frederikssund for Fulde Sejl

I en årrække var Frederikssund for Fulde Sejl en årligt tilbagevendende begivenhed. Og nu er arrangementet tilbage. Foto: Lars Skov