Knud Cornelius
»Gå bare i forvejen, unger« lyder det kækt i optakten til årets Frederikssund Vikingespil, og det er netop, hvad spillene har været gode til: Generationsfornyelse.
Med god ret fremhæver formand Jesper Wittenburg, at »Harald Blåtand«, årets forestilling, er nummer 66 i ubrudt række af friluftsspil i Frederikssund. Det er noget at være stolt af, når man tænker på, at der er 400 frivillige i gang på og omkring scenen. I en levende artikel i programmet fortæller Jesper Wittenburg om sine egne vikingeerfaringer siden den første rolle i »Bjørn den Blodige« i 1983, og han understreger flere gange, at »der altid er nogen, der ikke ønsker forandringer«. Men mødet mellem mennesker af alle slags er givende, når det fører til resultater.
Ny og stærkere gud
I år duperes man først og fremmest af scenografien, som Henrik Grundtmann har nytænkt sammen med instruktøren, Louise Schouw. De gammelkendte bygninger er nu gemt bag en statelig kongsgård efter principperne i kejser Hadrians Rom: Handel og menneskemylder på gadeplan, herskabslokaliteter ovenpå. Deroppe ligger også kirken, som er afgørende for fortællingen om kristendommens frembrud i Harald Blåtands Danmark, men nede på jorden holder lærerinden styr på den næste generation, børnene, og her færdes det gemene folk – arbejdere og hjælpere, trælle og medløbere.
Længst nede kan Helvedes porte åbne sig, for underverdenens herskerinde er ikke meget for den moral, som den tilrejsende munk overtaler Harald til at tilslutte sig. Da munken klarer at bære jernbyrd, bliver de asatroende daner overbevist om den nye, stærkere gud, og fra nu af regnes kun de døbte som ordentlige folk.
Haralds søn, den senere Svend Tveskæg, vender hjem fra krig og forbitres. Han skal i hvert fald ikke døbes! Og nu er spillets konflikt ridset op: »Krigen kommer – far mod søn – gud mod gud – tro mod tro«, som der synges inden pausen.
Teater i bredden
Årets vikingespil følger den kendte opskrift med godt og ondt, sædvane og modstand, svig og kærlighed og nu altså kristningen af danerne uden at skænke dette års reformationsjubilæum en tanke – den tid hører ikke vikingehistorien til.
Den nye, brede scene er særdeles effektfuld. Det er teater i widescreen, som filmen pralede af for nogle årtier siden. Scenen fyldes, fordi Louise Schouw er god til at gruppere de mange medvirkende, og scenografiens brede trappe giver majestætiske muligheder for magtdemonstration. Dampe vælder op fra undergrunden, flammer fremhæver dramatikken, og dialogen står klart på lydsporet – også selv om publikum især i starten har noget svært ved at følge, hvor talen nu kommer fra, fordi scenen har så mange spillepladser.
Til gengæld sidder publikum på de forreste rækker helt nær de optrædende, og nogle samtaler foregår helt fremme foran den kant, der tidligere var rampen. Det er godt og effektivt.
Munter overraskelse
Fortællingen i år er sammenskrevet af Nina Larissa Bassetts to stykker fra 2006 og 2007. Måske savnes der lidt klo i bearbejdningen. Forestillingen lægger vægt på familieskildringen, men der er kun få nuancer i persontegningerne. Publikum regner for meget ud, inden det sker. Derfor kommer slutreplikken, hvor Elisabeth Grundtmann som Borgny Bager lover en endefuld, som en munter overraskelse.
Og så samler de mange, mange medvirkende sig i en ren fakkel-polonæse og lyser op for tilskuernes vej ud – ja, de medvirkende siger endda »tak for i aften«, selv om publikum vel burde gøre det?
For »Harald Blåtand« er en gedigen aftenunderholdning i de smukke omgivelser på Kalvøen. Endnu engang fortælles om de kompromisløse tider, da ven var ven, og fjende måtte falde eller flygte. Siden har vi kompliceret vort samfund med alle mulige forordninger, og derfor er Vikingespillene en populær fortælling om dengang, da alt var temmelig enkelt, og handling fulgte ord uden unødig betænkningstid.
Men også dengang var der rapmundede tøser og fægteglade knægte, og dem har forestillingen husket at få med. Samt alle de små, der lærer af de større.
»Harald Blåtand« af Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlig efter Nina Larissa Bassetts forlæg, iscenesat af Louise Schouw (Frederikssund Vikingespil, Kalvøen – varighed: 2 timer og 10 min. Opføres til den 16. juli).
